2010!

Her i hjemmet er de langskaftede stiletstøvler støvet af i dagens anledning, der er lagt en smuk makeup, og vi har allerede skålet hemmelighedsfuldt over det første glas.
I nat skal spanskrøret i brug - og så bliver det jo ikke meget bedre på en nytårsnat.

Jeg vil ønske jer alle en pragtfuld nytårsaften og et 2010 med en masse S/m.

Jeg har ihvertfald en del at indhente..og en smertetærskel at genopbygge. Er blevet lidt pivet...

eden

Så er vi tilbage :)

Julen er hjerternes fest, og hos os i mere end èn forstand:

I løbet af de sidste 5 måneder har vi kæmpet os igennem den ene udfordring og prøvelse efter den anden med det fælles mål for øje at finde os. Igen.
Vi har skiftesvis været enige, den stærke, den ydmyge, fjender, elskende og dybt ulykkelige.

Og nu er det lykkedes: en ny kontrakt er undervejs, lysten er i lys lue og jeg føler mig igen hel. Og ikke så lidt klogere på Ham og mig. Og os.

Det var den bedste julegave, jeg kunne tænke mig.

..og i morgen fylder jeg 36.

eden

Nervøsitet

I morgen har Han og jeg vores første aften og nat helt alene sammen, siden vi har gennemgået vores svære tid.

Jeg har med vilje ikke de store forventninger og planer om andet, end at vi skal være sammen.

Så må vi se, hvad der ellers kan opstå.

Indtil da er jeg faktisk helt alene hjemme, for alle børnene bliver spoleret af bedsteforældrene, og Han er i Odense.
Skal vågne op alene i det store hus.

Glæder mig.
Både til bare at være mig i aften og så i morgen til at være OS!

eden

Jeg elsker Leif Sylvesters billeder

Og så lidt lomme-filosofi

Havde en samtale på msn i aftes, hvor jeg med eet fik set en sammenhæng mellem mit metafysiske forhold til det at være eden og så det gode gamle gymnasie filosofi-pensum.

De fleste kender vel Platons hulelignelse:

Citat:

"Man skal forestille sig en hule forbundet til verden udenfor af en lang gang, som er så lang, at dagslyset ikke kan trænge ind. Med ansigtet mod hulens bagerste væg, og med ryggen til indgangen, sidder en række fanger. Ikke nok med, at deres kroppe er lænket fast, de kan heller ikke bevæge hovedet og kan altså hverken se hinanden eller ned på sig selv.

De kan kun se væggen foran sig. Sådan har det været hele livet, de kender ikke til andet.

I hulen bag dem er der tændt et stort bål. De ved ikke, at mellem dem selv og ilden er en mandshøj mur, og at folk på den anden side af den mur bærer ting frem og tilbage på deres hoved. Skyggerne af objekterne kastet på den væg som fangerne kigger på, mens stemmerne kastes tilbage. Vi skal nu forestille os, at de eneste ting som fangerne overhovedet sanser og erkender i deres tilværelse, er disse skygger og ekkoer. Derfor antager fangerne selvfølgelig, at disse skygger og ekkoer som virkelige, og deres tale om erkendelse referer til dem.

Hvis nu en af fangerne kunne gøre sig fri af lænkerne, ville han være så forkrampet af fangenskabet i halvmørket, at bare det at vende sig ville være smertefuldt for ham. Bålets direkte lys ville blænde hans øjne. Han ville være så forvirret på stående fod, at hans første ønske ville være at vende tilbage til væggen med skyggerne og sin egen forståelige virkelighed. Men efter en tid vil hans øjne se klart. Og han vil nu se virkeligheden, og han vil forstå at det han før så som virkelighed kun var skygger af den egentlige virkelighed. Her vil nogle mennesker stoppe og ikke gå videre af angst for hvad det der gør så ondt er. Mens andre ville hige efter det ukendte, for at udforske det.

Hvis han oven i købet blev trukket ud af hulen til dagslyset, ville han være så blændet af lyset og forvildet, at der ville gå lang tid før han kunne se og forstå noget. Hvis han så vendte tilbage til hulen ville han igen blændes, denne gang på grund af mørket. Og alt, hvad han her ville fortælle de andre fanger, ville være uforståeligt, fordi fangernes sprog kun referer til skyggerne og ekkoerne. Den pågældende fange ville derfor sikkert helst blive i lyset og aldrig vende tilbage til mørket"

Se - det er da filosofi, man kan forholde sig til.

Det er sådan jeg har det.

Mit liv før, jeg erkendte, jeg var til mere - var med ryggen til.

Aldrig mere skal jeg ind i mørket.

eden

Kujon

Jeg turde ikke!

Havde ingen problemer med selve parforholdsdelen - men da jeg kom til tidspunktet, hvor det passede ind med bdsm-betroelsen, lod jeg det forpasse.

Er ikke klar endnu.

eden

Integration

I aften tager jeg et skridt imod at integrere mine to verdener: Universet & dagligdagen.

Jeg får en god veninde på besøg, en veninde der har fulgt vores krise på næreste hold pr. sms og telefon den sidste uges tid, men jeg har haft svært ved helt at sætte hende ind i mine tanker og følelser, fordi jeg ikke kan sige det hele...

Det fornemmer hun helt klart, så jeg har besluttet, at jeg fortæller hende om eden. Og hvordan han også er Han.

Jeg tror, at hun vil acceptere det, men jeg er nu også noget spændt på udfaldet.

Hun er mor til en af mine døtres skoleveninder, og det er helt sikkert, at de kommende forældremøder aldrig bliver det samme...

eden

Smukkere bliver det næsten ikke

Tankevækkende nostalgi

Kan I huske tilbage i midten af 90`erne, hvor der var et snikke-snak-tema-program, der hed Pandoras Æske?

Jeg husker tydeligt, at det en aften handlede om et S/m-par, og om hvordan de håndterede deres seksualitet i en dagligdag med store børn.
Det gjorde stort indtryk på mig, at hun beskrev, hvordan manden kunne piske hende til 7-8 orgasmer på en aften - og når de ikke ville forstyrres, stillede de en kande med vand ude i køkkenet eller uden for deres dør, og så vidste børnene, at de ikke skulle forstyrre.

Jeg levede dengang i mit første lange vanila-forhold og kedede mig helt eventyrligt.
Kunne blot ikke sætte ord på det, der manglede, og regnede med, at sådan skulle det jo så bare være...

Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at jeg ville ende med at leve som det par.

..lige på nær det med vandkanden altså...

eden

Kære alle

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre det klart, hvor dybt taknemlig jeg er for alle jeres reaktioner på mit seneste indlæg.
Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg har kunne bruge noget i hvert eneste eet!

Jeg er kun blevet bekræftet i, at mellem dybtfølte S/m-ere, er der et uudtalt bånd af forståelse og rummelighed.

Jeg ville ønske, jeg kunne takke jer alle "personligt", for det har været en fantastisk hjælp - og her mener jeg både de personlige beretninger samt den mere saglige rådgivning.
Fantastisk!

Jeg skulle have skrevet langt før men var ikke klar..

Update

Jeg vælger min mand til! Os til.

Jeg har taget kontakt til det rådgivningscenter, hvor Han er tilknyttet. Som en del af deres tilbud har de også ressorucer, der kan tilbydes mig. Fjollet nok har jeg vidst det hele tiden, men jeg har tænkt denne problematik som en isoleret del i vores forhold, som Hans problem alene og ikke som en gnist i kombinationen Ham og jeg.
Hermed mener jeg absolut ikke, at hændelsen kan undskyldes men blot forklares - og vælger jeg Ham til, så vælger jeg også at medvirke som en aktiv del af den proces, det er at genoprette tilliden mellem os. Genoprette balancen.

Jeg har råbt og skreget de sidste par dage. Været modbydelig og bitchet. Fortalt at jeg hader ham! Foragter ham! Aldrig mere kan få tillid til ham. Drømmer om fremmede piske og at han kan rende mig...

Og jeg har grædt, mens jeg kørte bil. Vendt om på vej til arbejde, for jeg kunne ikke møde mine medarbejdere med røde øjne og ude af stand til at være til..

Og i takt med udrensningen, har jeg fået plads til at inhalere fornyet lyst til os.

Han har fortalt mig, at han aldrig er mere kontrolleret, end når vi leger, og det har på en sær måde beroliget mig.

Jeg har aldrig elsket en mand så højt, som jeg elsker Ham, og på samme vis som jeg ville deltage i en rehablitering efter alkoholmisbrug, gambling etc - ja så har jeg valgt også at deltage i denne proces.

Jeg har en formodning om og en forventning til, at disse sten på vejen, dette forholds dramatik, også er en del af det, der gør det værd at kæmpe for.
Lige så dybt ulykkelig han kan gøre mig, lige så top lykkelig gør ham mig jo også.
Men indrømmet: jeg drømmer også snart om en stabil periode, hvor vores roller og følelser ikke konstant kommer i spil.

Og lige en indskudt bemærkning: den jobmæssige side af problematiken er forlængst bragt i orden, hvilket har medført et karriereskift samt videreuddannelse efter 10 år i byggebrancen. Jeg har fuld forståelse for, at det for mange mænd frembringer ur-instinktiv-uro at miste forsørgerrollen.
Nå ja - men det er vel ikke løgn?

Men kogt ned har jeg erkendt, at dette er en udvikling, vi skal gennemgå sammen. Parallelt og tilsammen. Men jeg har også gjort Ham det klart, at skulle noget lignende ske igen, så giver jeg op.

Forhåbentlig levner denne blog snart plads til lidt seksuelle eskapader og ikke blot en soap af konfliktløsning og kønnenes kamp :)

eden

Jeg har brug for jeres hjælp

Overskriften siger det hele - og nu rækker jeg ud efter jer, der måtte læse med her - I der ved, hvordan det er, at være til lidt mere...

Udover at have været tvunget til en virkelighed af sorg og angst vedrørende min mor ( der er i bedring ), så har jeg ikke været åben herinde omkring en skelsættende episode mellem Ham og jeg.
Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg ikke har skrevet om det før, men jeg er kommet frem tid, at det skyldes 1 ting primært.

Jeg skammer mig.

Forløbet er som følger:

I sensommeren oplevede jeg, at Han var voldelig overfor mig.
Ikke i en seksuel situation men på en ganske almindelig sommerdag.

Det varede sekunder, og alt var ændret.

Vi var i haven og rydde op.
Jeg gik i skuret og nussede frem og tilbage, hvilket medførte en lidt spydig bemærkning fra Ham, som gjorde mig ked af det.
Jeg orkede ikke et skænderi og gik ind i køkkenet.
Han gik efter og råbte af mig, hev i mig, kaldte mig grimme ting, sagde jeg ikke skulle gå væk fra ham på den måde.
Han holdt mig fast. Skubbede mig.

Jeg blev bange og løb som et forskræmt dyr ud i haven igen, mens han råbte af mig.
Jeg var ydmyget, ynkelig.

Jeg græd. En af mine døtre så, jeg græd.

Der gik ikke 2 sekunder, så var Han der - sagde undskyld.
Kunne se han var forskrækket. Bange for sig selv.

Jeg kunne ikke have ham. Jeg bad ham gå.

Jeg fik samlet mig selv op den dag. Så ham i øjnene og bad ham søge hjælp. Hvilket han har gjort.
Klassikeren blev sagt: Det sker ikke igen.

Jeg tror ham ikke. Jeg vil gerne.

Han har søgt rådgivning. Angrer hver dag. Erkender at 2 fyringer i denne finanskrise havde ændret ham. Gjort ham bange.

Men hver gang, vi har en uoverensstemmelse, så er tanken der.
Sker det igen?

Og han føler det som en syl i hjertet, når han ser mit blik flakke.

Men hvad kan jeg gøre?

Jeg skammer mig. Jeg sørger. Jeg forsøger at glemme. Jeg kan ikke glemme.

Jeg har aldrig været så lykkelig som i tiden op til, hvor vi endelig havde fundet hinanden, og jeg skrev under...

Og så hev han mig i armen, råbte af mig og hev os ned fra det lykkelige sted til et grumt sted, hvor jeg ikke er tryg mere.
Og jeg hader ham for det.

For ikke alene er vi et par, der har hinanden - men vi var også en treenighed: Den Elskede, tøsen og tilliden.

Hvordan skal jeg nogensinde turde give slip igen?

Her sidder jeg, en veluddannet og velfungerende kvinde, der altid har haft alle de kloge svar, når det kom til overgreb på kvinder - og nu sidder jeg selv i til knæene: skammer mig, elsker ham, er utryg og aner ikke mine levende råd.

Og alting er ikke så sort/hvidt, som når man ikke har været her...

Jeg savner det, vi havde, og jeg aner ikke, hvordan og om vi får det tilbage.

Jeg kan ikke undvære S/m. Vi har forsøgt at elske siden da, og jeg kan ikke vanilla, og når vi så har forsøgt med mere, så kan jeg ikke...

Et par gange har 80`er filmen "I seng med fjenden" strejfet mine tanker, for det er sådan, jeg har det. Beklager klicheen.
Og jeg vil så gerne glemme og tilgive og komme videre og genvinde...

Men den trygge hule er ødelagt, og det menneske, som altid burde ville mig mit bedste, han har gjort mig ondt.

Der er intet i hele Universet og verden, jeg ønsker mere, end at være sammen med Ham, men jeg er begyndt at tro, det ikke bliver sådan.

Jeg drømmer om fremmede Herrer med fast hånd og tryg favn hver eneste nat.
Og aldrig har der været så langt over midten af sengen.

Skriv til mig, tal til mig, drik kaffe med mig - for jeg savner at kunne drøfte det med andre.

I er de første, jeg betror mig til. Ingen jeg kender vil kunne forstå dilemmaet, og det kynisk ironiske i, at jeg er til smerte og dominans - og samtidig reagerer sådan over dette. At det intet har med hinanden at gøre, at S/m er det mest respektfyldte, der findes, at at at..

Eller måske undervurderer jeg dem?


eden

Time out

Min mor er blevet syg.
Alvorligt.

Derfor går jeg lidt på stand by herinde - ja det har jeg jo været et stykke tid allerede.
Har ikke rigtig overskud til det store ud over det basale.

Håber virkelig der er lidt plads til mig i blog-Universet, når jeg vender tilbage.
For det gør jeg.

Mange tanker

eden

Døgnet har for få timer

Har ellers engang svoret, at min dagligdag ikke skulle berøres i denne blog, men den sidste tid gør det næsten umuligt.
Hvis blot døgnet var udstyret med 5-6 bonus timer, eller man ikke behøvede nattesøvn, så var der masser af tid til 2 fuldtidsjob, videreuddannelse, børn, venner, familie - og ikke mindst masser af S/m.

Men virkeligheden er jo desværre sådan, at i perioder er der kun plads til et elementære i et familieliv og ikke alle bonus-glæderne.

Men så kan jo høste frugten af et 24/7, hvor man kan pakke lysten ind i et blik, en bevægelse eller en sms....men indrømmet: der er lavvande i de vildeste udfoldelser i denne tid.

Hvor er vi normale :)

Men seksuelt har vi opdaget nye facetter:

Jeg har altid været i stand til at opnå mange orgasmer i træk. En evne der er kommet med alderen, og som overbeviser mig om, at sex blot bliver bedre med alderen.
Indtil for nyligt var jeg af den overbevisning, at det var en evne forbeholdt kvinder. Men det sidste stykke tid har min Elskede kunne opnå flere orgasmer i samme seance og med kort interval.

Fantastisk at opleve og meget, meget pirrende!

Glæder mig allerede til han kommer hjem i aften - bare ved tanken....

eden

Råderum

At finde pladsen til Universet midt i 3 ugers familieferie, det er en udfordring af de større.
Tiden alene er minimeret, og det sender fantasien på overarbejde.

Men hvor er jeg lykkelig for vores nye liv.
Ja for sådan føler jeg det.
Vi skal begge finde de rammer, vi skal agere inden for, men alt i alt går det bedre, end jeg havde turde håbe på og drømme om.
Jeg føler, vi har skabt os vores eget private og intime parallelUnivers, hvor ord er overflødige.

Vi har ændret os.
Jeg glemmer ofte de nye regler, pjatter og dykker ned i dagligdagen - men Han ser og husker. Jeg ved også, at han skriver ned.
Og straffen falder på opfindsomme måder.

Prøv at forestille jer en køretur på 2 timer med bilen fuld af børn og voksne - 7 i alt. Min Elskede og jeg på forsædet.

What to do?

Jeg fik besked på at sidde helt almideligt men med hænderne ned langs kroppen og bag selen. Når jeg glemte det, var hans hånd der med de samme og klemte mit inderlår - hårdt og kortvarigt.
...jeg HADER, når han bruger mine inderlår...

Først fandt jeg stillingen ubekvem, men efter et par niv og med sløv ro i bilen, faldt jeg ind i en slags tilstand af varme og tryghed og tilstedeværelse på et andet niveau, hvor jeg fornemmede Ham og mig på en ny måde.
En ny forbindelse.

Min Elskede - han er så lidenskablig, som jeg aldrig har set ham før.
Aldrig har han været så liderlig så ofte.
Jeg bliver vækket om natten, når han behøver mig og min søvnige krop, og hans åbentlyse lyst vækker mig på så mange måder...
..det har han aldrig gjort før..

..når jeg kigger ned, kan jeg se ham for mig smile...
..når jeg støvsuger under sengen, har jeg bagefter erfaret, han har betragtet mig.
..når jeg retter ind, uden at vide han ser det, så er hans glæde efterfølgende MIN glæde.
Det er jo fantastisk.

Den seneste måned har været den hårdeste for vores forhold, og jeg er stolt over, at vi har gennemlevet den tid sammen og erkendt, at vi nu var klar til endnu mere.
Vi er jo basalt set bare mand og kone!

eden

Tasken

Vi har vores legetøj i en anonym sort sportstaske herhjemme: Praktisk når man skal i klub og skal have lidt med..og nem at skjule for nysgerrige børneøjne.
Og kun øvede øjne kan genkende det, der stikker op, som fiberstang og spanskrør...

Som det er nu, der står den i et kælderrum, for vi har ikke skabe i soveværelset.

Vi har talt om, at vi vil prøve at lokke den skønneste trækiste ud af mine forældre, som står i deres sommerhus. Den er smuk - og har nøgle!
Så kan vi have alt, vi skal bruge i soveværelset.

Jeg kan huske, da jeg i sin tid som single vovede mig ud i klubmiljøet, hvordan jeg undrede mig over, at alle de andre gæster slæbte tasker med.

Jeg syntes, det var mærkeligt, når man bare skulle lidt ud....

Jeg blev hurtigt klogere.
Nu ved jeg godt, hvad en taske i Miljøet betyder.

eden

En ny æra

Så har jeg skrevet under på kontrakten.

Sommerfuglene baskede rundt i min mave, og jeg var også nervøs. Fniser måske endda lidt tåbeligt, når min Herre smiler til mig.

Lige nu sidder jeg i mit sofahjørne og har behov for at fordøje dette skridt.

Det er jo ikke bare noget, man sådan lige gør hver dag...

eden

Babysteps

Det er hvad vi tager i øjeblikket.
Et lille skrdt ad gangen. Og engang imellem to tilbage.

Det går godt. Og taget i betragtning, hvor meget til tælling vi har været sendt, så går det fantastisk.

Lad mig pøve at beskrive vores rejse, som den har set ud indtil nu.

Vi gik i bogstavligste forstand fra at være milevis fra hinanden til at tale sammen igen på et par sekunder.
Da Han erkendte, at han aldrig helt gav slip af angst for at slippe sine drifter helt løs.
Og jeg råbte at det eneste, jeg ønsker er, at Han gør det.
Og han svarede, at jeg er den eneste, der kan få Ham til det.

SÅ nemt var det.
Og så alligevel ikke...vel?

Vi begyndte forfra med at definere, hvad S/m er for os, hvad vi ønsker os, hvad vores roller er, og hvordan vi forener disse ting.
Uden censur.

Jeg er nok den af os, der har gennemgået den største synlige forandring, det må jeg erkende.
Jeg er stadig 50% af forholdet, og jeg er stadig fuldblods m`er - men jeg har helt klart trukket mig mere tilbage og givet mere plads til Ham.
Jeg har ganske afgjort været alt for styrende og druknet min Elskede i iver, lyst og initiativ og, om jeg så må sige, både været kok og gæst i samme restauration.

Got the picture?

Nu har jeg vendt blikket mod gulvet og ladet Ham kommme på banen.
Og elementer, jeg ville have forsvoret at lukke ind i mit liv, de er nu til stede.
Jeg har erkendt, hvor meget dybere vores kontakt er nu - hvor vi før mere var udelukkende fysiske.

Åh hvor er det svært at beskrive alt det, der er sket, uden at miste tråden.

Jeg skal forsøge.

Jeg er nu ejet 24/7.
Der er ting, jeg må, ting jeg får lov til eller skal, ting der er forbudt, og ting jeg kan anmode om.
Det ville jeg have nægtet for blot få måneder siden.
Nu gør det mig lykkelig og varm indeni.

Vi har etableret en kontrakt der, når den er helt færdig, vil beskrive rammerne for vores Univers 100%.
Jeg har aldrig fattet det med kontrakter.
Nu giver det mig noget at leve op til, leve efter og efterleve.
Måske...:)
Ex. så skal jeg aldrig trække mig fra hans kys, selvom jeg er stresset , træt eller optaget af noget andet.


Jeg blev bedt om at købe en sort læderbog til Hans notater.
Jeg fik penge og en frist.
Noget jeg ville have tillagt meget lidt betydning for ikke særlig længe siden.
Da jeg skulle købe den, følte jeg mig helt højtidelig, nød at gå alene rundt i byen og finde den helt rigtige.
Og hvad er mere tankevækkende: Samme dag på jobbet overvejede jeg at købe en sodavand, men jeg havde ikke andre penge med end dem, der var givet mig til bogen - og mens jeg stod med dem i hånden, fravalgte jeg min sodavand for at kunne gøre, hvad jeg var bedt om.

Ikke alene var det tankevækkende men også meget, meget ophidsende.

Og da jeg kom hjem, lagde jeg bogen på Hans skrivebord med et smil.

Ja og så har vi etableret Ønskebrønden...
Det er en simpel æske, hvor jeg kan lægge billeder, ønsker og små fantasier, jeg drømmer om at få opfyldt.

Og når Han ønsker det, kan Han vælge at opfylde mine ønsker.

Jeg har også udfyldt et flere sider langt skema om behov, fantasier og turn offs.
Og vi blev begge overraskede over resultatet.
Og andre ting var som altid: Jeg er ikke til af flashe Universet offentligt, og jeg ønsker ikke at dele med andre.

Vi er ved at indrette vores soveværelse med installationer, der gør det muligt at dyrke Universet næsten dagligt men uden elementer, der er uetiske i henhold til det at have børn i alle aldre.

Vi har været ude og shoppe og købe lidt nyt lækkert udstyr, nye manchetter, lidt plugs og andet.

Men det mest fantastiske er alligevel at se på Ham.
Se hvor Han er som født på ny, fuld af initiativ og lyst.
Lyst til mig og os. Og det.

Når Han ser på mig, så rødmer jeg og ser ned. Og Han SER mig.
Jeg elsker at gøre Ham glad - ikke for andet end at gøre Ham...glad.
Jeg respekterer Ham på en helt ny måde, ser Ham med andre øjne og..og..

Og vi er først begyndt.
Det er næsten det bedste.

Og alligvel i lørdags - alene uden børn - gik det hele for stærkt og vi sad i hvert vores hjørne og var vrede. Syntes den anden var dummere end dum.
Og vi måtte begynde forfra.

Men her er jeg. Til noget mere og dybere og vildere.

Og Han smiler meget mere. Vil meget mere.

( og vi har haft oralsex...)

eden

Så sover man som en engel

Det er jo fantastisk!

Bedst som man ikke troede, det kunne blive bedre.
Og værre.

Så med eet åbner en helt ny verden sig.

eden

Gennembrud

Idag, efter en lang og udmattende dag, hvor hver ledig stund blev brugt på udmattende og vekslende dialog, opgivenhed, vrede, frustration, håb, desperation...

Så med eet faldt de magiske brikker på plads fra det ene sekund til det andet - og vi begyndte at tale samme sprog og se de samme løsninger.

Der er lang vej endnu, men vi ser den begge to og kan lide det, vi ser.

Mere senere hen.

eden

Processen er i gang

Jeg vil lægge ud med at udtrykke den store varme, jeg føler, når jeg læser jeres kommentarer. Præcis, som jeg havde håbet på, så ved I jo præcis, hvad jeg taler om. Mere eller mindre.
I kender til de mange faktorer, der skal være på plads, før man kan fungere i dette Univers: den rette partner, det rette køn, det seksuelle fundament - og SÅ sidst men ikke mindst: Ens placering i denne leg.

Jeg har ikke så få gange, i løbet af de sidste par dage, oplevet at være en smule misundelig på vanila-par, der "bare" skal have et almindeligt sexliv til at køre på skinner. Vi har så mange andre faktorer, der også skal gå op i en højere enhed, at det kan virke totalt uoverskueligt, når man så skal redefinere sig selv og ens rolle.

Herhjemme har vi været ude i alle følelsesregistrets kroge i de sidste par dage.
Fra svimlende kærlighed og en følelse af at være een sjæl og krop - til regulært had, når man bare ikke bliver hørt og er det samme sted.
Fra at holde adskilt sommerferie til at drømme om flere børn.

Jeg er forvirret.

Jeg må erkende, at min Elskede og jeg som udgangspunkt slet ikke ser på dette med samme alvor.
Hvor Han opfatter dette som et pitstop, en midlertidig afbrydelse, hvor vi udelukkende trænger til ny inspiration og til at genoptage vores færden i Miljøet.

Ja så ser jeg det her som langt mere back to basics agtigt.

Som jeg ser det, så er der på nuværende tidspunkt kun 2 grundlæggende ting, der ligger fast:
- Vi elsker hinanden.
- Jeg er m og han er S i S/m-ordlegen.

Alt andet er pr. definition kastet op i luften og langt fra landet endnu.

1 vigtigt skridt har vi dog taget: Han har slået fast, at han ER til Universet.

Men hvad så nu?

Vi har begge været i tænketanken, så vidt det har været muligt med job og dagligdag.

I min verden, så står vi overfor at skulle finde os selv og hinanden igen, vi skal have defineret rammerne omkring vores seksualietet, hvor meget den skal fylde - og hvordan.
Vi har drøftet, at vi begge ønsker, at S/m skal fylde langt mere i dagligdagen, end den gør nu, skal løftes videre fra seancer på børnefri aftener, hvor alt skal nås og hele vejen rundt - og hen til at Universet skal være den 3. del af det her forhold hver eneste dag.

Jeg er kommet frem til at, det af praktiske grunde, kun kan lade sig gøre, hvis den psykiske, mentale og submissive del får lov til at fylde mere. Jeg er raceren masochist, men hvordan får vi integreret denne store del af mig med den mere tøvende submissive??
Skal det skrives ned?
Skal der laves kontrakt?
Skal der være regler, der kan brydes og medfører straf/belønning?
Skal det ydmygende/ubehagelige aspekt kører i stilling for at undestrege det submissive?

Han siger, at han savner den mere mentale del, og det er jeg villig til at imødekomme. Jeg vil gå rigtig langt. Hvis jeg mødes.

Og så midt i den konstruktive proces, bliver jeg igen lammet og sendt helt tilbage:
Igår meddelte han, at han har behov for inspiration fra Miljøet, klubber og mennesker.
Som da vi mødte hinanden i SMil.

Ser I!
Fra mit hjørne af sofaen, er vi SLET ikke klar til at vise os hos ligesindede.
Enhver med blot en snert erfaring med og i dette Univers ved, at med alle de stimuli, fristelser og indtyk man bliver mødt med, så kræver det et stærkt forhold at stå imod med. Og jeg mener, at vores forhold i øjeblikket, på ingen måde er klar til at møde denne udfordring.
Som jeg ser det, så er vi nødt til at definere vores roller, føle os trygge i dem og kende den andens rolle 100%, FØR vi skal vove os ud i det offentlige Univers.

..og at lægge ud med dette, er som jeg ser det - den omvendte rækkefølge.

Dermed siger jeg ikke, at vi ikke skal inspireres: vi kan læse om andre, vi kan se billeder, film, vi kan lege i det små, vi kan tale sammen - vi har allerede lånt en masse bøger osv osv.

Og hele tiden er jeg opmærksom på ikke at være for kreativ af angst for at kastrere hans rolle og seksualitet.

Og når han så kommer med et initiativ, som han har lagt rigtig mange overvejelser i, så er det fra min vinkle, så indlysende uforsvarligt!!!!

Og vi er tilbage til start, og jeg føler alle mine ideer om kontrakt og submissivtet er helt sat ud af spillet, for hvordan kan vi være SÅ forskellige steder???
Hvordan kan vi have så stor en forskel på opfattelsen af denne krise?

SÅ igen står vi i hvert sit hjørne og fnyser af hinanden.

Jeg har meldt ud, at hvis jeg skal møde ham, så føler jeg mig presset til at genoptage vores klubliv, ganske vist blot som kaffeklub, men alligevel vil det være mod min overbevisning, men hvis det er det, han har brug for?
Men det er farligt...
...og midt i den passionerede samtale om dette, faldt ordene fra ham: "Hvis vi ikke kan gøre det sammen, kan det jo ende med, at jeg må gøre det på egen hånd"
Han mener ikke som single, det ved jeg, men blot med min accept. Ikke seksuelt men blot på inspirationsplanet.

Så jeg skal stå og vinke med et barn på armen, mens han hopper i bilen og kører i klub????
Er det at finde en løsning sammen??

Nej!


Og Han ønsker ikke, at jeg tager med mod min vilje.

Og jeg er såret over, at han ikke tager mod dette "offer".

Og jeg har ikke lyst til at "ydmyge" mig yderligere og med mine ønsker afsløre, at jeg er et helt andet sted, at jeg ville åbne op overfor "slavinde-tanken", samtidig med at han "bare" vil ud i Miljøet igen.

Jeg har oplevet store emotionelle og seksuelle svigt før i livet, massiv utroskab under graviditet og som nygift, og min angst for gentagelse er heller ikke en lille faktor. Og denne jalousi provokerer ham.

Kan enderne mødes?
Og skal de det?

eden

Bristede bObler

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så trist og ulykkelig, som jeg er idag. Jeg er desperat ulykkelig, og der er intet, jeg kan stille op.

Min Elskede har fortalt mig, at han ikke kan rumme Universet i denne tid.
At han har mistet gejsten og ikke har lyst.
Til det og lidt til mig.

Det hele er eksploderet siden i aftes hvor jeg, da vi var gået i seng, gerne ville tale om fantasier og ønsker og drømme for hinanden og det seksuelle - men det er nok nemmere, hvis jeg tilføjer lidt baggrund til hele historien.

Min Elskede og jeg har sammen en fantastisk kærlighed.

Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig at være sammen med andre i hele verden NOGENSINDE.
I`ve been around - jeg har været i seng med mange mænd, været forelsket mange gange og endda også gift før.

Dette er det rigtige. Følelsesmæssigt. Det ved jeg helt ind i maven.

Seksuelt har min Elskede og jeg altid været meget forskellige. På nær vores fælles kærlighed til Universet ( so far ), så er vi langt fra ens:
Hvor jeg er impulsiv og lidenskablig, kan svømme helt væk i øjeblikket, når vi elsker, udtrykker mine lyster og BEGÆRER min Elskede, elsker sex flere gange om ugen og på alle tænkelige og utænkelige måder og steder, og sukker efter ham - jeg mener: når han sidder med bar overkrop, så er jeg FÆRDIG :) - ja så er han langt mere afdæmpet.
Jeg er så smask forelsket i ham stadig, at jeg har været i stand til at se bort fra de ting, jeg i bund og grund savner rigtig meget, og når jeg læser denne blog fra ende til anden, så har jeg måske spundet os begge to ind i et spind af fantasifostre og tornerosedrømme om, hvordan det er IRL.

Tilbage til det håndgribelige.

Ex.
Jeg elsker oralsex - både som giver og modtager.
Det vil måske chokere nogle af jer, men rent faktisk har vi ikke haft oralsex i 4 år, og alt i alt har jeg kun fået det 1 gang af ham i alle vores år sammen.
Og det var ikke en succes. Det er altså svært at nyde, når man ved, ens Elskede ikke kan lide det.
Min Elskede har altid været åben omkring, at det ikke siger ham noget - her også både som giver og modtager, men jeg har forsøgt at give det alligevel - indtil jeg gik kold på den manglende respons.

..og jeg indstillede mig på at undvære, for jeg elsker ham jo så højt. Så uendeligt højt.
Og jeg har også accepteret, at det ofte er mig, der tager initiativet.
Og udtykker ønsker og fantasier for vores lege.
For det har han, når ret skal være ret, ikke været særlig god til.
Og alligvel er han jo min Herre, ham der ejer mig, ham der kan gøre mig svag i knæene og få mig til at se ned.

Så da jeg igår ville tale om den snarlige weekend sammen, hvilke piske jeg ikke har mærket længe, at jeg vil gøre et forsøg på at få ham til at komme i min mund, forsøge at dæmpe min naturlige trodsighed i længere tid...
Så siger han, at han har mistet gejsten. At legen altid er på mine præmisser.

Jamen for helvede.

Der er intet, jeg ønsker mere, end at han melder sig ind i kampen, udtrykker ønsker og begær, overrasker mig og leger med mig - uden jeg skal gøre noget.
Men når han er passiv, så dømmer han jo automatisk mig til at være aktiv.

..eller undvære..

..og det er altså rigtig svært at være ejet, submissiv, masochist, når man samtidig skal bestemme menuen...


Og så lige pludselig, så vælter det hele op i mig.

Jeg savner oralsex.
Jeg savner at mærke en pik helt ned i halsen.
Jeg savner at have et hoved mellem benene.
Jeg savner at blive overrasket.
Jeg vil så satans gerne begæres og længes efter og behøves og trænges til.
Lege uden at vide hvad der skal ske.


..og det oplever jeg ikke.

Hans afdæmpethed gør mig usikker og tvivlende og genert.
Og kejtet.

Jeg græder stille og konstant, når jeg læser jeres blogs om mænd, der elsker at give deres kvinder oralsex, udtænker planer og begærer!!
Jeg mener virkelig: Tårene løber ned af mine kinder.
Jeg er så ulykkeligt misundelig.

Når jeg vender mig om og ser på os, så er det seksuelle bristet. Og de glimt af perfekt S/m, der har eksisteret, de har formået at opretholde min idealverden.

For jeg elsker ham jo. Og respekterer ham lidt mindre.

Og jeg vil. VIL! VIL! VIL! IKKE undvære Universet.
Det er min rygrad, mit drive og min rolle. Og jeg ønsker aldrig mere at undvære det. Vi er helt sammensmeltet. Mig og det.

..og lige nu er der to ting, der ikke er lighedstegn mellem: Ham og det.

Bliver jeg med tiden tvunget til at vælge, så vælger jeg Universet. No doubt.

Kommer det mon så vidt?

Lyset er blevet slukket. Hjælp..

eden

Så tæt på

Var ude og spise med en rigtig god veninde.

Vi sidder og taler om vores respektive, og jeg nævner selvfølgelig min Elskede.

Helt naturligt kommer vi ind på hver vores historie om, hvordan vi mødte dem, et emne vi har talt om før, og lige inden jeg skal til at fortælle vores aftalte og ufarlige "mødte hinanden hos fælles venner bla bla.." version, holder jeg inde et par sekunder og overvejer.

Skal? Skal ikke?

Er hun klar til at fordøje S/m-klubber, og at "Dem" med eet pludselig er "os"?

Jeg valgte vanillavejen.

Men måske næste gang hun er klar.

Og jeg er?

eden

Sommerfugle i maven

Så er den næste weekend uden børn arrangeret.
I forbindelse med et par andre events har vi planlagt det sådan, at vi rent faktisk er kun os selv herhjemme i 2 døgn.

Med 2 afstikkere til verden udenfor vel og mærke...

Og jeg ved snart ikke, hvem der glæder sig mest.

(mig)

Uh! Jeg glæder mig allerede til at larme!
Væk med undercover S/m for et par dages bemærkning.

Der er et par ting, jeg har på tapetet, som jeg vil tale med den Elskede om at afprøve - hvis jeg må.
Men med hele 2 aftener til at lege i, så er der masser af tid til at komme hele repetoiret og hele følelsesregistret igennem og komme sikkert hjem igen.

De sidste par aftener har jeg været alene af arbejdsmæssige årsager, og det har givet mig rig mulighed for at gennemtrevle nettet for inspiration, når der var ro i huset.
Elsker at studere billeder og læse, hvad andre tænder på.
Jeg er ikke så meget for at beskrive VORES lege på skrift: synes ofte det ser så fladt og tomt ud og lidt fjollet.
Beskriver slet ikke hvor fantastisk det er i praksis..hvad det er, vi gør og føler og oplever.

To ting er sikre: Depeche Mode skal på replay ( sidste gang var det Queen ), og i timerne op til vil jeg føle mig som en nyforelsket nervøs tøs på vej til en fantastisk date.
Det er jo det fantastiske ved Universet: Smask! Og man er sendt direkte tilbage til den boblende første tid sammen.
Aldrig er det ens.
ALTID er det nyt.

Jeg får stadig helt ondt i maven ved tanken om, hvis jeg aldrig havde turde.
Havde nøjes med. Fundet mig i. Affundet mig med. Negligeret. Benægtet. Set bort fra.

Gys.

Et helt liv uden Universet.

Nej.

Glæder mig til vores weekend.

...og alle de andre, der følger.

eden

Det er alt for lyst!

Jeg bryder mig ikke særlig meget om sommerperioden.

Mit temperament og min sjæl fungerer i langt højere grad, når det er koldt og mørkt udenfor, og jeg kan tænde stearinlys kl. fem om eftermiddagen.

Selvfølgelig nyder jeg også en lang sommeraften med hvidvin på terassen, Sankt Hans og sommerferien, men helt ærlig..

Det er for varmt.
Det er for lyst. Og for længe.

Jeg elsker det mørke og trygge og jubler ikke spor, når jeg ikke længere kan gå med støvler og masser af tørklæder.

Når de fleste andre mennesker sukker over, at nu kommer efteråret og den lange vinter, så nyder jeg tanken om smukke farver, nøgne landskaber og finder frydefuldt min indre huleboer frem igen.

Det er også nemmere at liste tidligere i seng med den Elskede, når det er mørkt.

eden

Hvis jeg nu lover at opføre mig rigtig pænt?

Er der så en, der vil invitere mig på Kinkster?

eden

Pas på med at spørge..

...det kan være du får mere af vide, end du ønsker...

For et par uger siden var Herren og jeg til fødselsdag hos en nær ven.

Da vi når til kaffen, henter jeg en dejlig kop kaffe og lidt kager til min Elskede og går ud med dem til ham i solen.

En anden af gæsterne bemærker min gestus og griner lidt bøvet:

"Hende har du opdraget godt - hvordan gør du?"

Min Elskede svarer, mens han smiler:

"Er du sikker på, du vil vide det?"

Det ville han ikke.

eden

Reflektioner

Da jeg i sin tid sprang ud i Universet, havde jeg haft et seksualliv i mange år.

Jeg havde prøvet lidt af hvert, forskellige måder at gøre lidt af hvert på, og jeg havde også udforsket begge køn for at finde min plads i seksualitetens skønne verden.

Jeg føler selv, at jeg havde prøvet mig frem fra det almindelige, gennem det mere udforskende for til sidst at finde min plads som ejet.

Det tog mig 15 år.

Så for et stykke tid siden en Dr2-tema om unge og seksualitet.

Jeeeeeesus.

I en alder af 17 har de eksperimenteret med analsex, stillinger kopieret fra pornofilm og trekanter.
De har leget rollelege, haft blind dates og klart defineret, hvad de søger hos en partner.

Hvad har de tilbage at udforske?

Hvor vildt skal det være, for at de finder det spændende som 20 årige?

Hvordan kan man finde sit eget hjørne, når man ikke har inspiceret hele rummet først?

Måske jeg er langt mere sat, end jeg ønsker at være, men hvad er der tilbage?

eden

Kan man det?

Vi drømmer om et barn til.

Vi har været meget tilbageholdende med S/m, de 2 gange jeg har været gravid med vores 2 fælles børn.

Næste gang vil jeg ikke tilsidesætte Universet undervejs.

Men hvordan gør man?

eden

Hvordan gør I?

Nu har jeg efterhånden gennem de sidste mange år læst og fulgt blogs fra mange forskellige mennesker i Universet, og jeg nyder at læse om og følge med i, hvordan andre udøver S/m, tænker og nyder.
Rigtig mange har børn, kan jeg læse mellem linierne. Og mange også små børn som vi

Det sætter sine helt naturlige begrænsninger på antallet af aftener, hvor vi helt kan fordybe os i Universet.

Vi er aldrig vanila,når vi elsker; aldrig er rollefordelingen til diskussion, altid er der en detalje, der afslører vores kærlighed til S/m og giver lige det tvist, der gør forskellen.
Det andet er ikke interessant.

Men pisken er fremme med længere intervaller og de aftener, hvor vi kan give os helt hen i bondage, og hvor jeg er ude og vende i space, de er ikke så hyppige.

Og når vi endelig har en aften alene, så er de længe ventede og helt fantastiske.

Men når jeg læser andres blogs, så lyder det ofte som, at der er børn i huset, mens der leges?
Og måske endda flere partnere.

Hvordan kan det lade sig gøre med børn i huset?
Hvordan kan man give slip?

Set fra mit hjørne af sofaen, så er børn hjemme og seancer to totalt uforenlige størrelser både etisk og praktisk set.

Der er nok mange måder at leve vores typer liv, men vores børn, der er i alle aldre, de kender ikke til Universet.
Vi er åbne om seksualitet og også om de mere marginale relevanser, men det er ikke noget, vi erkender, vi er til overfor dem.

Har tænkt over, om det kan tolkes som skam.

Ikke på vilkår.
Jeg er STOLT af at være ejet og over min seksualitet.

Men de skal ikke vide alt.
S/m er ikke for børn, og det ville være ekstremt modbydeligt at dele den del af mit liv med dem.

Men hvordan gør I?

eden

Og de levede lykkeligt

Jeg mødte min Herre i SMil.

Jeg er selv af den overbevisning, at det var ment to be.

Vi meldte os tilfældigt ind den samme aften, og kun ganske få faktorer gjorde, at vi ikke gik hjem sammen den dag.

Med fare for at lyde banal, så husker jeg ganske tydeligt, første gang jeg så ham.
Hans smil var så eventryligt dejligt, og jeg følte mig tryg på en sær måde.
Vi talte også ganske kort sammen, hvor vi præsenterede os, men en anden kvinde var noget mere fremfusende end mig, så jeg trak mig.
Han har dog senere hen fortalt mig, at han ikke slap mig med øjnene, og af omveje fik han opsnappet, at jeg ville komme igen den førstkommende tirsdag.

Men det gjorde jeg ikke. Noget kom i vejen. Og vores veje krydsedes ikke de næste mange gange, jeg dukkede op.

3 måneder senere oprettede jeg en profil på et S/m-site, og som så mange andre kvinder nok har erfaret, så kom der rigtig mange breve af tvivlsom karakter.

Men 1 brev fangede min opmærksomhed ved sin helt enkle overskrift:
"Jeg følte bare, jeg måtte skrive til dig"

Og der var han.
Hans smil nåede helt fra det lidt utydelige billede og ud til mig i min stue og varmede mig.

Han havde ikke genkendt mig på billedet, og selvom jeg ikke var dukket op den tirsdag, havde han ofte tænkt på mig.

Samme dag talte vi sammen over msn, næste dag i telefon, og 2 dage efter mødtes vi første gang.

Denne juli har vi været gift i 4 år.

eden

6 år

Om ganske få uger er det 6 år siden, jeg første gang turde tænke tanken til ende.
6 år siden jeg officielt blev til noget andet. Til noget mere. Til fulde.

eden

Hvor er de henne?

Alle de andre par, der er som os.
Der har børn, job, vasker tøj og besøger venner og familie.

Og som er fuldblods S/m`ere..

Det er ikke så ofte, vi får leget i denne tid, men det ændrer ikke ved, at den del af mig lever i bedste velgående.
Universet er ikke afhængig af kvantiteten af seancer men i højeste grad af kvaliteten.

Når jeg hører andre kvinder fortælle om deres bedste venner, der "ved alt om dem og kender til alt om det, der sker i deres liv..", så føler jeg mig anderledes.

Mine veninder kender mig rigtig godt - kender til alle mine tanker og al min usikkerhed, når det kommer til børneopdragelse, karriere, stress, parforhold, opsparing til konfirmationen næste år og tid til rengøring etc.

Men hvad med den super store del af mig, der er ejet??
Hvad med den del af mit liv, hvor vi befinder os i Universet?

Mange mennesker har en mærkværdig blokering mod at kende til hinandens seksuelle liv: Jo mindre de ved jo bedre, det kommer ikke andre ved, det hører til privatlivet.

Det er meget muligt, men seksualitet er jo ikke blot penetration og udløsning, en handling 3 gange om ugen, når børnene sover.

Eller er det kun mig, der tænker sådan, fordi min seksualitet er så meget andet?
Det får mig til at føle mig småperverteret, når jeg savner at dele den del af mit liv med andre.
Det er jo ikke fordi, jeg har bevhov for at deltage i orgier, vælte mig i andres seksuelle behov og lade det dominere samtlige samtaler.
Der er heller ingen på mit job, der skal vide, at deres leder er ejet.

Men jeg tænker af og til, når jeg sidder og drikker kaffe med en veninde eller er small talker på Facebook, at de skulle blot vide, at jeg sidder lidt uroligt, fordi jeg har mærker efter spanskrøret på ballerne eller har langærmet bluse på, fordi rebene, der løftede mig til ekstatisk tryghed, har efterladt mærker på mine håndled.

Men det er ikke tanker udsprunget af et behov for at gøre mig sensations-interessant, et "Se hvor kinky jeg er" behov for at være interessant.

Jeg savner blot, at mine nærmeste venner kender MIG.

Før i tiden, før de mindste af børnene, der kendte vi mange fra Miljøet, vi færdedes i klub miljøet og havde en stor berøringsflade med mennesker som os.
Vi delte ikke hinanden men talte med med mennesker, der vidste, hvad vi nød og forstod det.

Tiden har gjort, at tiden til dette ikke er der mere.

Men vi savner venner, der er som os.
Man kan da sagtens deltage i fødselsdagsfester hos hinanden, selvom man dyrker S/m på andre tidspunkter.

Hvis I der læser med skulle have det på samme måde, savne venskaber i Miljøet, hvor man på platonisk vis kan være sammen om det at være ejer og ejet, så skriv gerne.

eden

Jeg har ondt helt ned i tæerne

Jeg trænger i den grad til en god gammeldags endefuld.
Drop bare alle de finurlige effekter og stilistiske tiltag - jeg vil bare skubbes derud.

eden

Fuldblods masochist

Mon ikke man er en race-masochist, når man bliver småliderlig af at blive tatoveret?

Blev ejermærket idag med min Herres signatur.

eden