Og så lidt lomme-filosofi

Havde en samtale på msn i aftes, hvor jeg med eet fik set en sammenhæng mellem mit metafysiske forhold til det at være eden og så det gode gamle gymnasie filosofi-pensum.

De fleste kender vel Platons hulelignelse:

Citat:

"Man skal forestille sig en hule forbundet til verden udenfor af en lang gang, som er så lang, at dagslyset ikke kan trænge ind. Med ansigtet mod hulens bagerste væg, og med ryggen til indgangen, sidder en række fanger. Ikke nok med, at deres kroppe er lænket fast, de kan heller ikke bevæge hovedet og kan altså hverken se hinanden eller ned på sig selv.

De kan kun se væggen foran sig. Sådan har det været hele livet, de kender ikke til andet.

I hulen bag dem er der tændt et stort bål. De ved ikke, at mellem dem selv og ilden er en mandshøj mur, og at folk på den anden side af den mur bærer ting frem og tilbage på deres hoved. Skyggerne af objekterne kastet på den væg som fangerne kigger på, mens stemmerne kastes tilbage. Vi skal nu forestille os, at de eneste ting som fangerne overhovedet sanser og erkender i deres tilværelse, er disse skygger og ekkoer. Derfor antager fangerne selvfølgelig, at disse skygger og ekkoer som virkelige, og deres tale om erkendelse referer til dem.

Hvis nu en af fangerne kunne gøre sig fri af lænkerne, ville han være så forkrampet af fangenskabet i halvmørket, at bare det at vende sig ville være smertefuldt for ham. Bålets direkte lys ville blænde hans øjne. Han ville være så forvirret på stående fod, at hans første ønske ville være at vende tilbage til væggen med skyggerne og sin egen forståelige virkelighed. Men efter en tid vil hans øjne se klart. Og han vil nu se virkeligheden, og han vil forstå at det han før så som virkelighed kun var skygger af den egentlige virkelighed. Her vil nogle mennesker stoppe og ikke gå videre af angst for hvad det der gør så ondt er. Mens andre ville hige efter det ukendte, for at udforske det.

Hvis han oven i købet blev trukket ud af hulen til dagslyset, ville han være så blændet af lyset og forvildet, at der ville gå lang tid før han kunne se og forstå noget. Hvis han så vendte tilbage til hulen ville han igen blændes, denne gang på grund af mørket. Og alt, hvad han her ville fortælle de andre fanger, ville være uforståeligt, fordi fangernes sprog kun referer til skyggerne og ekkoerne. Den pågældende fange ville derfor sikkert helst blive i lyset og aldrig vende tilbage til mørket"

Se - det er da filosofi, man kan forholde sig til.

Det er sådan jeg har det.

Mit liv før, jeg erkendte, jeg var til mere - var med ryggen til.

Aldrig mere skal jeg ind i mørket.

eden