Nervøsitet

I morgen har Han og jeg vores første aften og nat helt alene sammen, siden vi har gennemgået vores svære tid.

Jeg har med vilje ikke de store forventninger og planer om andet, end at vi skal være sammen.

Så må vi se, hvad der ellers kan opstå.

Indtil da er jeg faktisk helt alene hjemme, for alle børnene bliver spoleret af bedsteforældrene, og Han er i Odense.
Skal vågne op alene i det store hus.

Glæder mig.
Både til bare at være mig i aften og så i morgen til at være OS!

eden

Jeg elsker Leif Sylvesters billeder

Og så lidt lomme-filosofi

Havde en samtale på msn i aftes, hvor jeg med eet fik set en sammenhæng mellem mit metafysiske forhold til det at være eden og så det gode gamle gymnasie filosofi-pensum.

De fleste kender vel Platons hulelignelse:

Citat:

"Man skal forestille sig en hule forbundet til verden udenfor af en lang gang, som er så lang, at dagslyset ikke kan trænge ind. Med ansigtet mod hulens bagerste væg, og med ryggen til indgangen, sidder en række fanger. Ikke nok med, at deres kroppe er lænket fast, de kan heller ikke bevæge hovedet og kan altså hverken se hinanden eller ned på sig selv.

De kan kun se væggen foran sig. Sådan har det været hele livet, de kender ikke til andet.

I hulen bag dem er der tændt et stort bål. De ved ikke, at mellem dem selv og ilden er en mandshøj mur, og at folk på den anden side af den mur bærer ting frem og tilbage på deres hoved. Skyggerne af objekterne kastet på den væg som fangerne kigger på, mens stemmerne kastes tilbage. Vi skal nu forestille os, at de eneste ting som fangerne overhovedet sanser og erkender i deres tilværelse, er disse skygger og ekkoer. Derfor antager fangerne selvfølgelig, at disse skygger og ekkoer som virkelige, og deres tale om erkendelse referer til dem.

Hvis nu en af fangerne kunne gøre sig fri af lænkerne, ville han være så forkrampet af fangenskabet i halvmørket, at bare det at vende sig ville være smertefuldt for ham. Bålets direkte lys ville blænde hans øjne. Han ville være så forvirret på stående fod, at hans første ønske ville være at vende tilbage til væggen med skyggerne og sin egen forståelige virkelighed. Men efter en tid vil hans øjne se klart. Og han vil nu se virkeligheden, og han vil forstå at det han før så som virkelighed kun var skygger af den egentlige virkelighed. Her vil nogle mennesker stoppe og ikke gå videre af angst for hvad det der gør så ondt er. Mens andre ville hige efter det ukendte, for at udforske det.

Hvis han oven i købet blev trukket ud af hulen til dagslyset, ville han være så blændet af lyset og forvildet, at der ville gå lang tid før han kunne se og forstå noget. Hvis han så vendte tilbage til hulen ville han igen blændes, denne gang på grund af mørket. Og alt, hvad han her ville fortælle de andre fanger, ville være uforståeligt, fordi fangernes sprog kun referer til skyggerne og ekkoerne. Den pågældende fange ville derfor sikkert helst blive i lyset og aldrig vende tilbage til mørket"

Se - det er da filosofi, man kan forholde sig til.

Det er sådan jeg har det.

Mit liv før, jeg erkendte, jeg var til mere - var med ryggen til.

Aldrig mere skal jeg ind i mørket.

eden

Kujon

Jeg turde ikke!

Havde ingen problemer med selve parforholdsdelen - men da jeg kom til tidspunktet, hvor det passede ind med bdsm-betroelsen, lod jeg det forpasse.

Er ikke klar endnu.

eden

Integration

I aften tager jeg et skridt imod at integrere mine to verdener: Universet & dagligdagen.

Jeg får en god veninde på besøg, en veninde der har fulgt vores krise på næreste hold pr. sms og telefon den sidste uges tid, men jeg har haft svært ved helt at sætte hende ind i mine tanker og følelser, fordi jeg ikke kan sige det hele...

Det fornemmer hun helt klart, så jeg har besluttet, at jeg fortæller hende om eden. Og hvordan han også er Han.

Jeg tror, at hun vil acceptere det, men jeg er nu også noget spændt på udfaldet.

Hun er mor til en af mine døtres skoleveninder, og det er helt sikkert, at de kommende forældremøder aldrig bliver det samme...

eden

Smukkere bliver det næsten ikke

Tankevækkende nostalgi

Kan I huske tilbage i midten af 90`erne, hvor der var et snikke-snak-tema-program, der hed Pandoras Æske?

Jeg husker tydeligt, at det en aften handlede om et S/m-par, og om hvordan de håndterede deres seksualitet i en dagligdag med store børn.
Det gjorde stort indtryk på mig, at hun beskrev, hvordan manden kunne piske hende til 7-8 orgasmer på en aften - og når de ikke ville forstyrres, stillede de en kande med vand ude i køkkenet eller uden for deres dør, og så vidste børnene, at de ikke skulle forstyrre.

Jeg levede dengang i mit første lange vanila-forhold og kedede mig helt eventyrligt.
Kunne blot ikke sætte ord på det, der manglede, og regnede med, at sådan skulle det jo så bare være...

Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at jeg ville ende med at leve som det par.

..lige på nær det med vandkanden altså...

eden

Kære alle

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre det klart, hvor dybt taknemlig jeg er for alle jeres reaktioner på mit seneste indlæg.
Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg har kunne bruge noget i hvert eneste eet!

Jeg er kun blevet bekræftet i, at mellem dybtfølte S/m-ere, er der et uudtalt bånd af forståelse og rummelighed.

Jeg ville ønske, jeg kunne takke jer alle "personligt", for det har været en fantastisk hjælp - og her mener jeg både de personlige beretninger samt den mere saglige rådgivning.
Fantastisk!

Jeg skulle have skrevet langt før men var ikke klar..

Update

Jeg vælger min mand til! Os til.

Jeg har taget kontakt til det rådgivningscenter, hvor Han er tilknyttet. Som en del af deres tilbud har de også ressorucer, der kan tilbydes mig. Fjollet nok har jeg vidst det hele tiden, men jeg har tænkt denne problematik som en isoleret del i vores forhold, som Hans problem alene og ikke som en gnist i kombinationen Ham og jeg.
Hermed mener jeg absolut ikke, at hændelsen kan undskyldes men blot forklares - og vælger jeg Ham til, så vælger jeg også at medvirke som en aktiv del af den proces, det er at genoprette tilliden mellem os. Genoprette balancen.

Jeg har råbt og skreget de sidste par dage. Været modbydelig og bitchet. Fortalt at jeg hader ham! Foragter ham! Aldrig mere kan få tillid til ham. Drømmer om fremmede piske og at han kan rende mig...

Og jeg har grædt, mens jeg kørte bil. Vendt om på vej til arbejde, for jeg kunne ikke møde mine medarbejdere med røde øjne og ude af stand til at være til..

Og i takt med udrensningen, har jeg fået plads til at inhalere fornyet lyst til os.

Han har fortalt mig, at han aldrig er mere kontrolleret, end når vi leger, og det har på en sær måde beroliget mig.

Jeg har aldrig elsket en mand så højt, som jeg elsker Ham, og på samme vis som jeg ville deltage i en rehablitering efter alkoholmisbrug, gambling etc - ja så har jeg valgt også at deltage i denne proces.

Jeg har en formodning om og en forventning til, at disse sten på vejen, dette forholds dramatik, også er en del af det, der gør det værd at kæmpe for.
Lige så dybt ulykkelig han kan gøre mig, lige så top lykkelig gør ham mig jo også.
Men indrømmet: jeg drømmer også snart om en stabil periode, hvor vores roller og følelser ikke konstant kommer i spil.

Og lige en indskudt bemærkning: den jobmæssige side af problematiken er forlængst bragt i orden, hvilket har medført et karriereskift samt videreuddannelse efter 10 år i byggebrancen. Jeg har fuld forståelse for, at det for mange mænd frembringer ur-instinktiv-uro at miste forsørgerrollen.
Nå ja - men det er vel ikke løgn?

Men kogt ned har jeg erkendt, at dette er en udvikling, vi skal gennemgå sammen. Parallelt og tilsammen. Men jeg har også gjort Ham det klart, at skulle noget lignende ske igen, så giver jeg op.

Forhåbentlig levner denne blog snart plads til lidt seksuelle eskapader og ikke blot en soap af konfliktløsning og kønnenes kamp :)

eden