Kære alle

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gøre det klart, hvor dybt taknemlig jeg er for alle jeres reaktioner på mit seneste indlæg.
Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg har kunne bruge noget i hvert eneste eet!

Jeg er kun blevet bekræftet i, at mellem dybtfølte S/m-ere, er der et uudtalt bånd af forståelse og rummelighed.

Jeg ville ønske, jeg kunne takke jer alle "personligt", for det har været en fantastisk hjælp - og her mener jeg både de personlige beretninger samt den mere saglige rådgivning.
Fantastisk!

Jeg skulle have skrevet langt før men var ikke klar..

Update

Jeg vælger min mand til! Os til.

Jeg har taget kontakt til det rådgivningscenter, hvor Han er tilknyttet. Som en del af deres tilbud har de også ressorucer, der kan tilbydes mig. Fjollet nok har jeg vidst det hele tiden, men jeg har tænkt denne problematik som en isoleret del i vores forhold, som Hans problem alene og ikke som en gnist i kombinationen Ham og jeg.
Hermed mener jeg absolut ikke, at hændelsen kan undskyldes men blot forklares - og vælger jeg Ham til, så vælger jeg også at medvirke som en aktiv del af den proces, det er at genoprette tilliden mellem os. Genoprette balancen.

Jeg har råbt og skreget de sidste par dage. Været modbydelig og bitchet. Fortalt at jeg hader ham! Foragter ham! Aldrig mere kan få tillid til ham. Drømmer om fremmede piske og at han kan rende mig...

Og jeg har grædt, mens jeg kørte bil. Vendt om på vej til arbejde, for jeg kunne ikke møde mine medarbejdere med røde øjne og ude af stand til at være til..

Og i takt med udrensningen, har jeg fået plads til at inhalere fornyet lyst til os.

Han har fortalt mig, at han aldrig er mere kontrolleret, end når vi leger, og det har på en sær måde beroliget mig.

Jeg har aldrig elsket en mand så højt, som jeg elsker Ham, og på samme vis som jeg ville deltage i en rehablitering efter alkoholmisbrug, gambling etc - ja så har jeg valgt også at deltage i denne proces.

Jeg har en formodning om og en forventning til, at disse sten på vejen, dette forholds dramatik, også er en del af det, der gør det værd at kæmpe for.
Lige så dybt ulykkelig han kan gøre mig, lige så top lykkelig gør ham mig jo også.
Men indrømmet: jeg drømmer også snart om en stabil periode, hvor vores roller og følelser ikke konstant kommer i spil.

Og lige en indskudt bemærkning: den jobmæssige side af problematiken er forlængst bragt i orden, hvilket har medført et karriereskift samt videreuddannelse efter 10 år i byggebrancen. Jeg har fuld forståelse for, at det for mange mænd frembringer ur-instinktiv-uro at miste forsørgerrollen.
Nå ja - men det er vel ikke løgn?

Men kogt ned har jeg erkendt, at dette er en udvikling, vi skal gennemgå sammen. Parallelt og tilsammen. Men jeg har også gjort Ham det klart, at skulle noget lignende ske igen, så giver jeg op.

Forhåbentlig levner denne blog snart plads til lidt seksuelle eskapader og ikke blot en soap af konfliktløsning og kønnenes kamp :)

eden