Jeg har brug for jeres hjælp

Overskriften siger det hele - og nu rækker jeg ud efter jer, der måtte læse med her - I der ved, hvordan det er, at være til lidt mere...

Udover at have været tvunget til en virkelighed af sorg og angst vedrørende min mor ( der er i bedring ), så har jeg ikke været åben herinde omkring en skelsættende episode mellem Ham og jeg.
Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg ikke har skrevet om det før, men jeg er kommet frem tid, at det skyldes 1 ting primært.

Jeg skammer mig.

Forløbet er som følger:

I sensommeren oplevede jeg, at Han var voldelig overfor mig.
Ikke i en seksuel situation men på en ganske almindelig sommerdag.

Det varede sekunder, og alt var ændret.

Vi var i haven og rydde op.
Jeg gik i skuret og nussede frem og tilbage, hvilket medførte en lidt spydig bemærkning fra Ham, som gjorde mig ked af det.
Jeg orkede ikke et skænderi og gik ind i køkkenet.
Han gik efter og råbte af mig, hev i mig, kaldte mig grimme ting, sagde jeg ikke skulle gå væk fra ham på den måde.
Han holdt mig fast. Skubbede mig.

Jeg blev bange og løb som et forskræmt dyr ud i haven igen, mens han råbte af mig.
Jeg var ydmyget, ynkelig.

Jeg græd. En af mine døtre så, jeg græd.

Der gik ikke 2 sekunder, så var Han der - sagde undskyld.
Kunne se han var forskrækket. Bange for sig selv.

Jeg kunne ikke have ham. Jeg bad ham gå.

Jeg fik samlet mig selv op den dag. Så ham i øjnene og bad ham søge hjælp. Hvilket han har gjort.
Klassikeren blev sagt: Det sker ikke igen.

Jeg tror ham ikke. Jeg vil gerne.

Han har søgt rådgivning. Angrer hver dag. Erkender at 2 fyringer i denne finanskrise havde ændret ham. Gjort ham bange.

Men hver gang, vi har en uoverensstemmelse, så er tanken der.
Sker det igen?

Og han føler det som en syl i hjertet, når han ser mit blik flakke.

Men hvad kan jeg gøre?

Jeg skammer mig. Jeg sørger. Jeg forsøger at glemme. Jeg kan ikke glemme.

Jeg har aldrig været så lykkelig som i tiden op til, hvor vi endelig havde fundet hinanden, og jeg skrev under...

Og så hev han mig i armen, råbte af mig og hev os ned fra det lykkelige sted til et grumt sted, hvor jeg ikke er tryg mere.
Og jeg hader ham for det.

For ikke alene er vi et par, der har hinanden - men vi var også en treenighed: Den Elskede, tøsen og tilliden.

Hvordan skal jeg nogensinde turde give slip igen?

Her sidder jeg, en veluddannet og velfungerende kvinde, der altid har haft alle de kloge svar, når det kom til overgreb på kvinder - og nu sidder jeg selv i til knæene: skammer mig, elsker ham, er utryg og aner ikke mine levende råd.

Og alting er ikke så sort/hvidt, som når man ikke har været her...

Jeg savner det, vi havde, og jeg aner ikke, hvordan og om vi får det tilbage.

Jeg kan ikke undvære S/m. Vi har forsøgt at elske siden da, og jeg kan ikke vanilla, og når vi så har forsøgt med mere, så kan jeg ikke...

Et par gange har 80`er filmen "I seng med fjenden" strejfet mine tanker, for det er sådan, jeg har det. Beklager klicheen.
Og jeg vil så gerne glemme og tilgive og komme videre og genvinde...

Men den trygge hule er ødelagt, og det menneske, som altid burde ville mig mit bedste, han har gjort mig ondt.

Der er intet i hele Universet og verden, jeg ønsker mere, end at være sammen med Ham, men jeg er begyndt at tro, det ikke bliver sådan.

Jeg drømmer om fremmede Herrer med fast hånd og tryg favn hver eneste nat.
Og aldrig har der været så langt over midten af sengen.

Skriv til mig, tal til mig, drik kaffe med mig - for jeg savner at kunne drøfte det med andre.

I er de første, jeg betror mig til. Ingen jeg kender vil kunne forstå dilemmaet, og det kynisk ironiske i, at jeg er til smerte og dominans - og samtidig reagerer sådan over dette. At det intet har med hinanden at gøre, at S/m er det mest respektfyldte, der findes, at at at..

Eller måske undervurderer jeg dem?


eden