Sommerfugle i maven

Så er den næste weekend uden børn arrangeret.
I forbindelse med et par andre events har vi planlagt det sådan, at vi rent faktisk er kun os selv herhjemme i 2 døgn.

Med 2 afstikkere til verden udenfor vel og mærke...

Og jeg ved snart ikke, hvem der glæder sig mest.

(mig)

Uh! Jeg glæder mig allerede til at larme!
Væk med undercover S/m for et par dages bemærkning.

Der er et par ting, jeg har på tapetet, som jeg vil tale med den Elskede om at afprøve - hvis jeg må.
Men med hele 2 aftener til at lege i, så er der masser af tid til at komme hele repetoiret og hele følelsesregistret igennem og komme sikkert hjem igen.

De sidste par aftener har jeg været alene af arbejdsmæssige årsager, og det har givet mig rig mulighed for at gennemtrevle nettet for inspiration, når der var ro i huset.
Elsker at studere billeder og læse, hvad andre tænder på.
Jeg er ikke så meget for at beskrive VORES lege på skrift: synes ofte det ser så fladt og tomt ud og lidt fjollet.
Beskriver slet ikke hvor fantastisk det er i praksis..hvad det er, vi gør og føler og oplever.

To ting er sikre: Depeche Mode skal på replay ( sidste gang var det Queen ), og i timerne op til vil jeg føle mig som en nyforelsket nervøs tøs på vej til en fantastisk date.
Det er jo det fantastiske ved Universet: Smask! Og man er sendt direkte tilbage til den boblende første tid sammen.
Aldrig er det ens.
ALTID er det nyt.

Jeg får stadig helt ondt i maven ved tanken om, hvis jeg aldrig havde turde.
Havde nøjes med. Fundet mig i. Affundet mig med. Negligeret. Benægtet. Set bort fra.

Gys.

Et helt liv uden Universet.

Nej.

Glæder mig til vores weekend.

...og alle de andre, der følger.

eden