Processen er i gang

Jeg vil lægge ud med at udtrykke den store varme, jeg føler, når jeg læser jeres kommentarer. Præcis, som jeg havde håbet på, så ved I jo præcis, hvad jeg taler om. Mere eller mindre.
I kender til de mange faktorer, der skal være på plads, før man kan fungere i dette Univers: den rette partner, det rette køn, det seksuelle fundament - og SÅ sidst men ikke mindst: Ens placering i denne leg.

Jeg har ikke så få gange, i løbet af de sidste par dage, oplevet at være en smule misundelig på vanila-par, der "bare" skal have et almindeligt sexliv til at køre på skinner. Vi har så mange andre faktorer, der også skal gå op i en højere enhed, at det kan virke totalt uoverskueligt, når man så skal redefinere sig selv og ens rolle.

Herhjemme har vi været ude i alle følelsesregistrets kroge i de sidste par dage.
Fra svimlende kærlighed og en følelse af at være een sjæl og krop - til regulært had, når man bare ikke bliver hørt og er det samme sted.
Fra at holde adskilt sommerferie til at drømme om flere børn.

Jeg er forvirret.

Jeg må erkende, at min Elskede og jeg som udgangspunkt slet ikke ser på dette med samme alvor.
Hvor Han opfatter dette som et pitstop, en midlertidig afbrydelse, hvor vi udelukkende trænger til ny inspiration og til at genoptage vores færden i Miljøet.

Ja så ser jeg det her som langt mere back to basics agtigt.

Som jeg ser det, så er der på nuværende tidspunkt kun 2 grundlæggende ting, der ligger fast:
- Vi elsker hinanden.
- Jeg er m og han er S i S/m-ordlegen.

Alt andet er pr. definition kastet op i luften og langt fra landet endnu.

1 vigtigt skridt har vi dog taget: Han har slået fast, at han ER til Universet.

Men hvad så nu?

Vi har begge været i tænketanken, så vidt det har været muligt med job og dagligdag.

I min verden, så står vi overfor at skulle finde os selv og hinanden igen, vi skal have defineret rammerne omkring vores seksualietet, hvor meget den skal fylde - og hvordan.
Vi har drøftet, at vi begge ønsker, at S/m skal fylde langt mere i dagligdagen, end den gør nu, skal løftes videre fra seancer på børnefri aftener, hvor alt skal nås og hele vejen rundt - og hen til at Universet skal være den 3. del af det her forhold hver eneste dag.

Jeg er kommet frem til at, det af praktiske grunde, kun kan lade sig gøre, hvis den psykiske, mentale og submissive del får lov til at fylde mere. Jeg er raceren masochist, men hvordan får vi integreret denne store del af mig med den mere tøvende submissive??
Skal det skrives ned?
Skal der laves kontrakt?
Skal der være regler, der kan brydes og medfører straf/belønning?
Skal det ydmygende/ubehagelige aspekt kører i stilling for at undestrege det submissive?

Han siger, at han savner den mere mentale del, og det er jeg villig til at imødekomme. Jeg vil gå rigtig langt. Hvis jeg mødes.

Og så midt i den konstruktive proces, bliver jeg igen lammet og sendt helt tilbage:
Igår meddelte han, at han har behov for inspiration fra Miljøet, klubber og mennesker.
Som da vi mødte hinanden i SMil.

Ser I!
Fra mit hjørne af sofaen, er vi SLET ikke klar til at vise os hos ligesindede.
Enhver med blot en snert erfaring med og i dette Univers ved, at med alle de stimuli, fristelser og indtyk man bliver mødt med, så kræver det et stærkt forhold at stå imod med. Og jeg mener, at vores forhold i øjeblikket, på ingen måde er klar til at møde denne udfordring.
Som jeg ser det, så er vi nødt til at definere vores roller, føle os trygge i dem og kende den andens rolle 100%, FØR vi skal vove os ud i det offentlige Univers.

..og at lægge ud med dette, er som jeg ser det - den omvendte rækkefølge.

Dermed siger jeg ikke, at vi ikke skal inspireres: vi kan læse om andre, vi kan se billeder, film, vi kan lege i det små, vi kan tale sammen - vi har allerede lånt en masse bøger osv osv.

Og hele tiden er jeg opmærksom på ikke at være for kreativ af angst for at kastrere hans rolle og seksualitet.

Og når han så kommer med et initiativ, som han har lagt rigtig mange overvejelser i, så er det fra min vinkle, så indlysende uforsvarligt!!!!

Og vi er tilbage til start, og jeg føler alle mine ideer om kontrakt og submissivtet er helt sat ud af spillet, for hvordan kan vi være SÅ forskellige steder???
Hvordan kan vi have så stor en forskel på opfattelsen af denne krise?

SÅ igen står vi i hvert sit hjørne og fnyser af hinanden.

Jeg har meldt ud, at hvis jeg skal møde ham, så føler jeg mig presset til at genoptage vores klubliv, ganske vist blot som kaffeklub, men alligevel vil det være mod min overbevisning, men hvis det er det, han har brug for?
Men det er farligt...
...og midt i den passionerede samtale om dette, faldt ordene fra ham: "Hvis vi ikke kan gøre det sammen, kan det jo ende med, at jeg må gøre det på egen hånd"
Han mener ikke som single, det ved jeg, men blot med min accept. Ikke seksuelt men blot på inspirationsplanet.

Så jeg skal stå og vinke med et barn på armen, mens han hopper i bilen og kører i klub????
Er det at finde en løsning sammen??

Nej!


Og Han ønsker ikke, at jeg tager med mod min vilje.

Og jeg er såret over, at han ikke tager mod dette "offer".

Og jeg har ikke lyst til at "ydmyge" mig yderligere og med mine ønsker afsløre, at jeg er et helt andet sted, at jeg ville åbne op overfor "slavinde-tanken", samtidig med at han "bare" vil ud i Miljøet igen.

Jeg har oplevet store emotionelle og seksuelle svigt før i livet, massiv utroskab under graviditet og som nygift, og min angst for gentagelse er heller ikke en lille faktor. Og denne jalousi provokerer ham.

Kan enderne mødes?
Og skal de det?

eden