Bristede bObler

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så trist og ulykkelig, som jeg er idag. Jeg er desperat ulykkelig, og der er intet, jeg kan stille op.

Min Elskede har fortalt mig, at han ikke kan rumme Universet i denne tid.
At han har mistet gejsten og ikke har lyst.
Til det og lidt til mig.

Det hele er eksploderet siden i aftes hvor jeg, da vi var gået i seng, gerne ville tale om fantasier og ønsker og drømme for hinanden og det seksuelle - men det er nok nemmere, hvis jeg tilføjer lidt baggrund til hele historien.

Min Elskede og jeg har sammen en fantastisk kærlighed.

Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig at være sammen med andre i hele verden NOGENSINDE.
I`ve been around - jeg har været i seng med mange mænd, været forelsket mange gange og endda også gift før.

Dette er det rigtige. Følelsesmæssigt. Det ved jeg helt ind i maven.

Seksuelt har min Elskede og jeg altid været meget forskellige. På nær vores fælles kærlighed til Universet ( so far ), så er vi langt fra ens:
Hvor jeg er impulsiv og lidenskablig, kan svømme helt væk i øjeblikket, når vi elsker, udtrykker mine lyster og BEGÆRER min Elskede, elsker sex flere gange om ugen og på alle tænkelige og utænkelige måder og steder, og sukker efter ham - jeg mener: når han sidder med bar overkrop, så er jeg FÆRDIG :) - ja så er han langt mere afdæmpet.
Jeg er så smask forelsket i ham stadig, at jeg har været i stand til at se bort fra de ting, jeg i bund og grund savner rigtig meget, og når jeg læser denne blog fra ende til anden, så har jeg måske spundet os begge to ind i et spind af fantasifostre og tornerosedrømme om, hvordan det er IRL.

Tilbage til det håndgribelige.

Ex.
Jeg elsker oralsex - både som giver og modtager.
Det vil måske chokere nogle af jer, men rent faktisk har vi ikke haft oralsex i 4 år, og alt i alt har jeg kun fået det 1 gang af ham i alle vores år sammen.
Og det var ikke en succes. Det er altså svært at nyde, når man ved, ens Elskede ikke kan lide det.
Min Elskede har altid været åben omkring, at det ikke siger ham noget - her også både som giver og modtager, men jeg har forsøgt at give det alligevel - indtil jeg gik kold på den manglende respons.

..og jeg indstillede mig på at undvære, for jeg elsker ham jo så højt. Så uendeligt højt.
Og jeg har også accepteret, at det ofte er mig, der tager initiativet.
Og udtykker ønsker og fantasier for vores lege.
For det har han, når ret skal være ret, ikke været særlig god til.
Og alligvel er han jo min Herre, ham der ejer mig, ham der kan gøre mig svag i knæene og få mig til at se ned.

Så da jeg igår ville tale om den snarlige weekend sammen, hvilke piske jeg ikke har mærket længe, at jeg vil gøre et forsøg på at få ham til at komme i min mund, forsøge at dæmpe min naturlige trodsighed i længere tid...
Så siger han, at han har mistet gejsten. At legen altid er på mine præmisser.

Jamen for helvede.

Der er intet, jeg ønsker mere, end at han melder sig ind i kampen, udtrykker ønsker og begær, overrasker mig og leger med mig - uden jeg skal gøre noget.
Men når han er passiv, så dømmer han jo automatisk mig til at være aktiv.

..eller undvære..

..og det er altså rigtig svært at være ejet, submissiv, masochist, når man samtidig skal bestemme menuen...


Og så lige pludselig, så vælter det hele op i mig.

Jeg savner oralsex.
Jeg savner at mærke en pik helt ned i halsen.
Jeg savner at have et hoved mellem benene.
Jeg savner at blive overrasket.
Jeg vil så satans gerne begæres og længes efter og behøves og trænges til.
Lege uden at vide hvad der skal ske.


..og det oplever jeg ikke.

Hans afdæmpethed gør mig usikker og tvivlende og genert.
Og kejtet.

Jeg græder stille og konstant, når jeg læser jeres blogs om mænd, der elsker at give deres kvinder oralsex, udtænker planer og begærer!!
Jeg mener virkelig: Tårene løber ned af mine kinder.
Jeg er så ulykkeligt misundelig.

Når jeg vender mig om og ser på os, så er det seksuelle bristet. Og de glimt af perfekt S/m, der har eksisteret, de har formået at opretholde min idealverden.

For jeg elsker ham jo. Og respekterer ham lidt mindre.

Og jeg vil. VIL! VIL! VIL! IKKE undvære Universet.
Det er min rygrad, mit drive og min rolle. Og jeg ønsker aldrig mere at undvære det. Vi er helt sammensmeltet. Mig og det.

..og lige nu er der to ting, der ikke er lighedstegn mellem: Ham og det.

Bliver jeg med tiden tvunget til at vælge, så vælger jeg Universet. No doubt.

Kommer det mon så vidt?

Lyset er blevet slukket. Hjælp..

eden