Og de levede lykkeligt

Jeg mødte min Herre i SMil.

Jeg er selv af den overbevisning, at det var ment to be.

Vi meldte os tilfældigt ind den samme aften, og kun ganske få faktorer gjorde, at vi ikke gik hjem sammen den dag.

Med fare for at lyde banal, så husker jeg ganske tydeligt, første gang jeg så ham.
Hans smil var så eventryligt dejligt, og jeg følte mig tryg på en sær måde.
Vi talte også ganske kort sammen, hvor vi præsenterede os, men en anden kvinde var noget mere fremfusende end mig, så jeg trak mig.
Han har dog senere hen fortalt mig, at han ikke slap mig med øjnene, og af omveje fik han opsnappet, at jeg ville komme igen den førstkommende tirsdag.

Men det gjorde jeg ikke. Noget kom i vejen. Og vores veje krydsedes ikke de næste mange gange, jeg dukkede op.

3 måneder senere oprettede jeg en profil på et S/m-site, og som så mange andre kvinder nok har erfaret, så kom der rigtig mange breve af tvivlsom karakter.

Men 1 brev fangede min opmærksomhed ved sin helt enkle overskrift:
"Jeg følte bare, jeg måtte skrive til dig"

Og der var han.
Hans smil nåede helt fra det lidt utydelige billede og ud til mig i min stue og varmede mig.

Han havde ikke genkendt mig på billedet, og selvom jeg ikke var dukket op den tirsdag, havde han ofte tænkt på mig.

Samme dag talte vi sammen over msn, næste dag i telefon, og 2 dage efter mødtes vi første gang.

Denne juli har vi været gift i 4 år.

eden