Meditation

Det er først, når jeg er solidt fastholdt, jeg giver rigtig slip!
Når jeg ikke kan bevæge mig frit, når min vilje ikke længere er min egen, når jeg ligger blinded og med alle sanserne skærpet til det utrolige, så vågner mit indre Univers. Så flyder jeg af strømme, jeg ikke har adgang til med min daglige bevidsthed, og jeg når frem til en afklaring, jeg ikke ellers ville nå.
Jeg mediterer ikke på den almindelige måde, men jeg er sikker på, at det jeg oplever i legen, er tilsvarende.

For ikke at tale om trygheden.
Når jeg mærker reb, læder, lænker på min krop og omkring mine led, så er det som at få lagt en varm dyne af tryghed omkring mig, og jeg føler alverdens sorger lette i takt med vægten af legetøj. Jeg lader mig synke ind i en verden af lykke i vished om, at det der nu skal ske, er fantastisk.
Jeg har i perioder nydt at sove med manchetter hægtet sammen, når dette ellers har været muligt af familiære årsager, og det har skænket mig en dyb og rolig søvn.

Jeg er sikker på, at den psykiatriske fagkundskab kunne bruge mine lyster og reaktionsmønstre til at få bekræftet mange symptomer på forskellige afvigelser - noget jeg ikke bruger til andet end at konstatere, at verden er skruet forunderligt sammen :). Og jeg vil hellere være et grænsetilfælde end undvære Universet, min Herre og al den glæde de tilammen skænker mig.

..og så er det jo af og til en fordel at være fikseret og låst fast, når ekstasen har ædt den sidste rest af saft og kraft i musklerne...

eden