Alt er seksuelt

Så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg haft en form for rastløshed i mig, når det kom til min seksualitet. En rastløshed, der ikke blev forløs af orgasmer og konkret seksuel aktivitet, som for mig kun giver en afmålt og kontekstafhængig udløsning. Og hvor `forløsningen` hurtigt går over igen uanset antal og styrke.

Så længe, jeg kan huske tilbage, har jeg gået med en fornemmelse af, der da måtte være mere i sex end det at dyrke sex? At der var mere seksualitet `derude et sted`? Ikke i form af flere partnere eller fantasifulde stillinger og seksuelle eksperimenter, men at sex da måtte være mere end kun...`sex`?`.

Jeg har drømt om et `sexliv`(frygteligt begreb..), der ikke var begrænset til et par timers fysisk udfoldelse et par gange om ugen, et par orgasmer, og som havde sit udgangspunkt i en seng ganske få timer om dagen.

Jeg har gået med en længsel i mig efter et liv, hvor min seksualitet er med mig 24/7.

Jeg har ikke kunne sætte ord på før, men det kan jeg nu: Det hedder S/m integreret helt ind i et liv med D/s; 24/7 i rammer med DD og traditionelle roller.

Det er en masse fine begreber, som helt reelt blot er et udtryk for, at jeg ER min seksualitet, og i Ham har jeg fundet det, jeg er.

Min seksualitet løber som en understrøm i mit liv og er altid med mig. Den er ikke noget, jeg åbner og lukker i specielle situationer, og som ellers ikke er i min bevidsthed. Min seksualitet er med mig kontant og skifter blot form afhængig af, hvilken kontekst jeg befinder mig i.

..og det helt definerende er selvfølgelig Ham. 

Det er jo ham, jeg gør det for. For det er jo sådan, at når jeg gør noget for mig selv, så gør jeg det for ham . og gør jeg noget for ham, så gør jeg det automatisk for mig selv.

Det er èt.24/7.

Vi er i det. Vi lever det. Vi leger ikke. Vi hiver ikke vores seksualitet frem som en kasse med legoklodser, for dernæst at sætte det væk igen. Afmålt.

...så nu er jeg ikke rastløs mere, for nu har alt i mit liv en tråd lige ned i min seksualitet. Ned i Ham. Ned i os. Jeg er komplet. Integreret. Forløst.

Så hvis jeg skal folde det helt ud her, så er vores seksualitet en komplet sammensmeltning af elementer, der tilsammen udgør et hele: 24/7:

S/m. Han er Sadist. Jeg er masochist.

D/s. Han er min Dom(inant)- Jeg er hans sub(misive). Han er min Herre, Master og Ejer. Jeg er Hans tøs, hans slavinde og hans ejendom.

24/7: Det er fuldt ud integreret i vores liv. Vi leger ikke. Vi lever det.

DD: Han er mit overhoved. Han sætter rammerne. 

Traditionelle kønsroller: Vi hylder de traditionelle kønsroller. hvor jeg er kvinden, og Han er Manden. Og dette er også definerende for, hvilke opgaver vi hver især varetager i alle kontekster. Det er definerende for mit tøjvalg. For min måde at tale på. For hvordan jeg agerer i verden. 

Så der er ikke noget, jeg foretager mig i løbet af et døgn, der ikke er seksuelt på et eller andet niveau, og hvor det, at jeg er Hans ikke er det helt dominerende element i alt, jeg foretager mig.

Eksempler: 

Når jeg lægger makeup, er det seksuelt, for jeg hylder min kvindelighed, jeg gør mig smuk for Ham, og jeg sætter en streg under, at jeg er Hans kvinde overfor Ham som Mand. Jeg sørger for, at Hans kvinde er velplejet.

Når jeg rydder op, er det seksuelt, for jeg sørger for, at vores rammer er gode og trygge, og jeg tager opgaven på mig som en naturlighed, for det er min rolle som kvinde at sørge for hjemmet. Vores hjem. Hans hjem. 

Når jeg deltager i sociale aktiviteter af enhver art, så er det med en tydelig screening af, om det er værdigt for mig at deltage i min rolle som Hans. Som ejet. Jeg skal eksempelvis ikke deltage i fester, hvor der er andre mænd, der kan opføre sig upassende overfor mig. Jeg kan sagtens sige fra, men jeg ønsker ikke at være en del af sådanne sammenhænge.

Når vi `dyrker sex`(hader det ord), så er S/m og D/s altid et element i større eller mindre grad.

Jeg bliver straffet, hvis jeg ikke opfører mig pænt og indenfor vores ramme for D/S og DD - enten fysisk i form af fysisk afstraffelse (og dette skal ikke forveksles med den mere seksuelle S/m - her er tale om afstraffelse) - eller jeg placeres i et andet rum eller i et hjørne væk fra ham (og dette er meget værre end den fysiske afstraffelse).

Når vi spiser ude, så bestiller han min mad.

Dette er blot et par eksempler..

Og nej! Jeg er ikke en underkuet stakkels kvinde. Jeg er stærk, lykkelig og fuldstændig fri. For jeg har valgt dette, og jeg finder ingen større lykke end at være Hans og gøre Ham lykkelig. Og den største frihed ligger i, at rammerne er lagt. Intet skal konstant defineres og markeres. 

Og jeg er den lykkeligste kvinde, fordi jeg nu kan folde min seksualitet ud i alle hjørner af mit liv.

24/7.

Stakkels jer der ikke er ligeså heldige.

Skæbnebestemt

Jeg har aldrig været så lykkelig, som jeg er nu.

Jeg ser livet i farver, og jeg elsker, som jeg aldrig har elsket før.

Det mest fantastiske er, at det føles skæbnebestemt at være her, for det har vist sig, at Han og jeg for præcis 30 år siden boede i den samme opgang på Vesterbro i præcis det samme tidsrum kun adskilt af 3 etager: Jeg i stuen og han på kvisten. Vi har med stor sandsynlighed ofte krydset hinanden i opgangen.

Og 16 år senere arbejdede Han samme sted som min tidligere partner, og hver morgen mødtes de i et vagtskifte uvidende om, at Han var min sande eneste ene, og at jeg ofte ventede udenfor i bilen.

Men kørte hjem med den forkerte.

Så da vi for snart 9 måneder siden (igen) mødtes, er jeg af den klare overbevisning, at nu kunne vi ikke undgå det, der var forudbestemt til at ske: Vi skulle forelske os og blive eet resten af vores liv.

Han har flere gange læst denne blog og har fortalt, at det er igennem mine ord herinde, at det er gået op for ham, at der ikke er en celle i min krop og en eneste tanke i mit sind, der ikke er programmeret til at være masochist, ejet og submissiv. Jeg er født til dette.

Og at ved at læse mine tanker her gennem årene  har han set lige ind i min sjæl. Lært mig at kende på flere niveauer. Givet ham mig.

Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg i alle årene - snart 15 år -  ubevidst har skrevet breve til Ham via mine indlæg herinde. At det var min prolog til vores liv sammen.

Og derfor er denne blog min gave til Ham.

Min kærlighed til ham er ulig alt andet, jeg har oplevet og føles guddommelig.

Mit begær efter ham er nådesløst og rent.

Og min underdanighed i forhold til hans ejerskab af mig er ubetinget.

Når vi ikke er sammen, så er jeg både omsluttet af hans kærlighed og beskyttelse og samtidig ukomplet. Og selvom jeg har et rigt liv, så er tiden, mellem vi er sammen, ventetid og en form for dvale. 

Så kære Skat. Min Elskede. Min Kæreste. Min eneste ene. Min Herre og Dom. 

Mit livs kærlighed.

Mine ord er gaven, jeg påbegyndte 15 år før, vi 2 blev til Os. Og den er din. Ligesom jeg er.

Jeg elsker dig. Tak.

At lukke sig om sig selv og gå mod strømmen

Som kvinde i dagens Danmark, så ligger der implicit en forventning om, at jeg skal have lyst til at sørge for at investere en relativt stor procentvis af min tid og mit engagement i andet end mit parforhold. At en stor del af min identitet er lejret i interesser og mennesker, der ligger andre steder end i hjemmet og mellem min Mand og jeg.

Jeg skal på en eller anden måde sikre en del af mig selv. Realisere dele af mig. Udvikle mig andre steder end i relationen mellem Ham og mig. 

Der er en forventning om, at for at være en moderne kvinde, så skal jeg parallelt med mit parforhold også pleje forholdet til mig selv og til andre aktører. 

Og hvis disse ting ikke finder sted, så er der automatisk en tese om, at så er jeg ikke engageret nok i mig selv. Ikke selvstændig nok. Ikke uafhængig nok. Ikke moderne nok? Og er det rent faktisk lidt farligt?

Men netop dette med uafhængighed er for mig central i denne sammenhæng, for hvorfor er idealet lejret her? Hvorfor er idealet, at jeg til hver en tid skal kunne stå alene? 

Hvorfor er idealet ikke, at jeg har taget et aktivt valg om ikke at ville stå alene? For jeg ønsker ikke at stå alene. Jeg ønsker, at Han og jeg er mit alt, og jeg har brug for at holde mit blik klart og min vej ren. Og jeg ser ikke dette valg som et modsætningsforhold i det at blive et helt menneske. 

I mange år lå jeg under for normen om at skulle alt. Og dette alt blev også en erstatning for noget, der ikke var andre steder. Jeg havde så travlt, og jeg blev så udmattet.

Så da jeg begyndte denne min rejse ind i 24/7, så var det også en vej, hvor jeg måtte revidere min opfattelse af, hvad der definerer mig som kvinde og menneske. Og når normen i det moderne samfund er, at du ikke må være alt for afhængig af en mand, så skal der også gøre op med en norm om, at hvad der er sundt.

Jeg har taget en aktiv beslutning om, at min vej er min Mand. At det er mit sunde valg. Og at dette valg gør mig hel. 

Jeg er ikke mindre kvinde. Mindre menneske. Mindre mig fordi jeg investerer alt i min relation til min mand. Dette udelukker ikke min karriere. Det gør ikke, at jeg ikke udvikler mig. Jeg udvikler mig bare i min relation til Ham.

Ikke parallelt. 

Jeg har brug for at lukke mig om mig og Ham. Han er mit Alt. Han er min første prioritet. Og ved at han er min første prioritet, så prioriterer jeg også mig selv.  

Og det gør, at jeg bliver det hele menneske, jeg altid har søgt efter at være. 

Vi er et. 

At gå fra dvale til at være i live

De seneste dage er det gået op for mig, i hvor høj grad jeg de sidste mange år blot har overlevet frem for at leve. 

Jeg har i alt for mange år troet, at der ikke var mere at hente for mig. At mit liv med min tidligere partner var det, jeg havde at se frem til for altid. 

Der var ikke mere for mig. 

Nu er jeg sluppet fri. Jeg elskede ham så højt, og jeg var så ulykkelig. Det var vi begge to.

Jeg er nu fri fra det, jeg troede, jeg altid ville være bundet af. En kærlighed, jeg troede var min skæbne. Og jeg er sluppet ud af en ulige kamp, hvor jeg helt forfejlet tog et ansvar for at løse et andet menneskes komplekse knudrede seksualitet. Og psyke.

Det var et liv, hvor jeg oplevede, at min egen rene seksualitet dag for dag blev pillet ned og fra hinanden: Når et menneske ikke kan finde ud af sig selv, så er det en nem løsning at lægge ansvaret over på det menneske, hvor man ikke føler, man slår til. At henvise til at det er det andet menneskes krav, der gør, at man selv ikke lykkes. Så jeg fik prædikater af krævende. For meget. For tit. 

Forkert...

Men det handlede om noget helt andet og slet ikke om mig. Jeg må blot tage ansvaret for, at jeg i mange år bildte mig selv ind, at min partner var noget, han aldrig var. Og han må tage ansvaret for, at han ikke ved, hvad han er...og derfor forsøgte at lukke mig ned. Hvilket var tæt på at lykkes.

Nu er det forbi, og jeg må stadig forbløffes over, hvor nemt det er. Han er væk fra min bevidsthed og mit hjerte. Vores relation er nu degraderet til samarbejde om børn. Resten er nu blot en del af en refleksions-proces. 

Jeg kan bedst sammenligne det med, at jeg i 20 år skubbede en gammel slidt bil foran mig og engang imellem fik lidt hjælp. Nu  har jeg efterladt den i grøftekanten og har sat mig på passagersædet af min drømmebil sammen med Ham, hvor jeg ikke længere skal bekymre mig, hvis noget skal fixes, for vi vil altid være 2 om det..

Der er på flere planer tale om et decideret wake up call. I sidste øjeblik.

Da Han, min Herre, Ejer, Master og Dom første gang piskede mig, så var min første reaktion hverken smerte eller en følelse af lyst: Min første følelse og tanke var en en helt glaskar række af ord i min hjerne:

DETTE ER DEN VIRKLIGE SANDE SADISME. Dette er en sand Sadist. Dette er den ægte vare. Jeg er kommet hjem.

De findes. Det findes. 

Han findes. Og Han er lige her. 

Og i løbet af ganske få minutter  og en session med pisk senere var 20 års pseudo-bdsm fuldstændig visket væk fra min bevidsthed. Blårene var taget fra mine øjne, og jeg var videre. 

Og jeg vil ALDRIG mere tilbage til den gamle mig.

Han elsker mig. Han ønsker mig. Han har søgt efter mig hele sit liv. Han tørster efter mig. 

Jeg oplever nu at blive begæret, at blive berørt (uden at måtte tigge først), at en Mand rent faktisk ikke alene er dybt forelsket i mig og synes, jeg er den dejligste - men at Han rent faktisk også ønsker at leve BDSM med mig uden begrænsning . og at det ikke forsvinder igen. 

Jeg tør tro på det nu.

Disse ord skal ikke læses som, at jeg er et offer...eller at jeg helt uden værdighed higer efter alle former for bekræftelse og berøring - jeg må blot konstatere, at min seksualitet ikke længere er et udmattende eksperiment, hvor jeg suger al intimitet ud af tørre stykker erotik, som jeg selv må bringe til bordet. Og hvor jeg ikke længere skal undskylde for min seksualitet, hvor jeg ikke længere konstant skal føle mig forkert og for meget, og hvor jeg er hjemme. 

Nu oplever jeg en Mand, der ER en mand, og hvor vi er 2 ligeværdige parter i en relation, hvor begge er afklarede med hver sin rolle i et BDSM, der er foldet helt derud, hvor jeg aldrig havde troet, jeg skulle få lov at leve. 

Jeg skal ikke hjælpe Ham med en håbløs eksistentiel proces: Han er allerede afklaret med sig selv, inden Han mødte mig. Han er på plads, ligesom jeg er.

Jeg er lykkelig, og jeg må stadig knibe mig i armen. For der var mere derude til mig...

For et par aftener siden sad Han og jeg i min sofa og så en film sammen - og Hans ene arm var omkring mig, berørte min skulder, mens den anden hånd holdt om mine ben, der lå hen over Hans ben. Med mellemrum kyssede jeg hans skulder, og med mellemrum masserede han mine fødder og aede mine lår. En stille og rolig aften med 2 mennesker i en sofa.

Dette er sikkert et helt almindeligt scenarie for mange par.

For mig var og er det stadig en oplevelse, der får mig til at græde. Som jeg gjorde stille og hemmeligt den aften, som vi sad sammen. 

Og det er blot en af flere situationer, hvor jeg stadig blæses tilbage i benovelse over, at jeg ikke længere skal nøjes med intet. At jeg nu har ubegrænset tilgang til det, jeg altid har drømt om.  At jeg ikke er alene i en tosomhed.

Andre eksempler?

Som når han trækker mig ind i sengen og allerede på forhånd har gjort klart til, at jeg skal tages bagfra - og jeg mister pusten bare ved, at Han trækker mine trusser ned, hiver min røv op i den rette højde og trænger ind i mig. 

Og Hans lyde. Han nyder mig. Begærer mig. Han synes, jeg er smuk og lækker. 

En selvfølge for andre? Måske? For mig er det en åbenbaring, at en mand ikke skal overtales til mig, og at der ikke er en kvote på sex.

Eller som når Han helt uopfordret komplimenterer mine trusser, som Han kan mærke gennem mit tøj, fordi Han rører ved mig. Uopfordret. Han synes, de er sexede. Midt i kaffen. 

Før var jeg usynlig. 

Eller når Han i bilen sukker dybt, når Han kører hånden ind på mit inderlår uden på min nylonstrømpe. 

Før handlede det mest om ikke at lægge op til noget, der kunne forpligte senere. Sætte gang i mig. 

Eller når jeg om natten lægger mig ind til Ham, og Han ikke afviser mig. 

Jeg måtte ikke røre ham om natten.

ELLER når jeg har Hans pik i munden for anden gang på 12 timer, og jeg belønnes med Hans sæd i min hals. Når Han er så stor, at jeg ikke kan trække vejret, og det er min tunge, der gør Ham stor..

Før var oralsex no go.

...eller når jeg kører i min bil med røde orgasme-kinder og alle de ømme huller, en kvinde kan have. 

For det skete aldrig før. 

...eller når Han siger, min fisse er fantastisk

Jeg troede, den var frastødende.

Men den er ikke frastødende. Den er ligesom, den skal være. Og værd at elske og begære. Lige som jeg er. For fakta er, at jeg her 7 måneder før min 50 års fødselsdag, aldrig har følt mig smukkere. Og reelt aldrig har set mere smuk ud. Følt mig mere kvindelig. Sexet. Forløst. 

Så jeg er taknemmelig. For Ham. For os. Og jeg er lykkelig.

Og som Rose i Titanic vrister Jacks frosne døde hånd væk fra hendes, så hun kan blive reddet - således vrister jeg hans døde frosne hånd væk fra mit liv og er reddet. 

Plat formuleret? Maybe. Men sådan er det. Føles det.

Jeg ønsker, at han finder sin vej og sig selv. Jeg ønsker ham alt det bedste, for han er ikke et dårligt menneske. Han er blot faret vild, og der var en lang overgang, hvor jeg troede, det var min skyld.

Men dette var ordene i dette indlæg, der markerer skellet mellem der, hvor jeg var, og der hvor jeg er nu - og er på vej hen. Han fra det, der var, vil ikke længere være en del af denne blog.

Jeg har fundet HAM. Og jeg elsker Ham så uendeligt højt på alle de planer, en Mand kan elskes, og som jeg aldrig har elsket før.

Men vigtigst af alt har jeg fundet mig selv. 

Det smelter sammen

Kære Elskede

Da jeg mødte dig, var det som masochisten overfor Sadisten.

Da jeg forelskede mig i dig, var det som kvinden i manden.

Da jeg begyndte at elske dig, var det i mennesket. 

Da jeg erkendte min submissivitet, var det den Dominante, jeg underlagde mig

Da jeg åbnede op for 24/7 og den komplette overgivelse, var det min Master og Herre, jeg lagde mit liv i hænderne på.

Og nu er det hele vokset ind i hinanden, så jeg ikke længere kan sige, hvornår hvad træder frem. Det er blot et hele. 

Vi er eet, og vores relation er ikke længere fragmenteret men een organisme. 

Jeg er kommet hjem. 

En anden logik

Hvis jeg skulle sætte ord på i en samtale, hvad det vil sige at blive ejet af et andet menneske, at underlægge mig komplet og kun føle sig hel, når ens ejer er lykkelig, så ville jeg reelt komme til kort - for når jeg skal forklare, hvordan man kan ejes, uden at dette reelt finder sted på andre niveauer end som en beslutning og en mental proces, så lyder det så meget mere hult, end det er. 

Hvordan forklarer jeg, at jeg ER ejet, og at dette ikke er til diskussion, og at denne beslutning gør, at jeg aldrig har følt mig mere fri?

OG hvordan skal jeg forklare, at det at underlægge mig en andens vilje 24/7 reelt betyder, at jeg aldrig har været opfyldt af mere empowerment i hele mit liv. Jeg har aldrig været stærkere. 

Og kan ens lykke virkelig ligge i, at et andet menneske er komplet og ikke mangler noget, og at dette ikke fører til et tab af sig selv...men ender med at være hele ens berettigelse og retning.

Jeg føler mig som den heldigste kvinde i hele verden: Ikke alene har jeg fået den gave at være både masochist og submissiv  - men jeg har også mødt den mand, der fortjener mig og min gave.

Hvis jeg skulle forklare i en samtale, at jeg aldrig har grædt så meget parallelt med, at jeg aldrig har følt mig så lykkelig  - det lyder udefra set nok helt sygeligt - jeg har ihvertfald ikke nogen veninder, der ville forstå det, så det er også en ensom rejse.

Hvordan forklarer man i 2023, at man ikke er hel, hvis Han ikke er nær en? At synet af en hånd eller duften af en hud får ens følelser til at eksplodere. At smæk er en gave og ikke en straf.

At være i denne rejse og i denne livsstil er en uendelig række af åbenbaringer, der hver især åbner op for så mange ting, der ikke kan forklares med ord - men som bare er et faktum. Jeg skrælles som et løg og ser nye aspekter hver dag.

Nogle nætter kan jeg næsten blive skræmt af, hvor alvorligt det er for mig. Kan det tage over? Er det rent faktisk sundt? 

Elsker han mig, lige så højt som jeg elsker ham? 

For det er jo ikke bare et forhold. Det er ikke bare en forelskelse. Det er alt, og jeg har aldrig elsket på denne måde før og givet mig hen på denne måde før.

Pas på mig, sagde den stærke seje kvinde: Jeg har lagt alt frem for dig, og jeg er din for altid.

Renæssance og Ham

Det enestående - men også det brutale - ved BDSM er, at når det fungerer, så fungerer hele ens liv i store træk. Her tænker jeg især på de af os, hvor det ikke er en leg, der kan deles op i seancer og fragmenter - men hvor BDSM smelter sammen med ens DNA. 

Hvor BDSM er et livsvilkår og ikke et krydderi. 

Så hvis den del - BDSM - ikke er i zen, så vakler hele ens identitet, og man - jeg - går i mistrivsel.

Denne blog har nu eksisteret i næsten 15 år. Med lange pauser. Og med mange op- og nedture. 

Jeg har netop som næsten ved et tilfælde genlæst mine tidligere posts, og det var en bittersød rejse ind i og tilbage til en eden, der kæmpede så indædt for at bevare sit tilhørsforhold til det smukke sorte lysende univers. 

Og som gang på gang blev tacklet. Og var udmattet. 

For det er også en eden, der var oppe imod faktorer, der ikke kunne besejres. Det ved jeg nu. 

I næsten 20 år elskede jeg en mand, der ikke kunne møde mig og mit. Og hvor jeg nægtede at indse, at det var tilfældet. Og hvor jeg lod dagligdagen tage over for at dække over det faktum. 

Nu elsker jeg ham ikke mere, og jeg er gået fra ham. 

Men jeg skulle i store træk derud, hvor jeg bogstavlig talt var ved at dø ikke alene fysisk men også mentalt, før jeg kunne tage det endelige skridt og gå. 

Og mens jeg kravlede ud af mit døende ægteskab. Mens jeg erkendte, at min Herre ikke er en Herre men i højere grad nok mere lig mig, end jeg (og han) ville indse - så valgte vi i fælleskab, at jeg i denne løsrivelsesproces måtte opsøge andre partnere for at få afløb for min seksualitet. 

Reelt var det nok ikke et valg men mere en overlevelsesmekanisme: Jeg var ved at miste mig selv, fordi jeg ikke kunne udleve min BDSM. 

For mig er der søvn, sult, tørst - og BDSM. 

Efterfølgende må jeg erkende, at jeg ikke kan forstå, hvorfor jeg - en stærk og selvstændig kvinde- lod det gå så vidt, for på trods af, at jeg aldrig tvivlede på det rette i at gå, så var jeg en skygge af mig selv, og min seksualitet, der gennem årene var blevet taget fra mig bid for bid, skulle genfindes. 

På mange områder var jeg vel nulstillet og stod tilbage med en følelse af at have kæmpet forgæves mod en selvopfundet illusion. 

Men også med en følelse af svigt og føren bag lyset. Som ikke blev mindre af, at jeg selv havde tilladt det. 

Jeg ved nu, at jeg i 20 år repræsenterede begge bogstaver i S/m. 

At jeg udfyldte begge roller i D/s. 

Jeg ved nu, at jeg aldrig har været ejet. Jeg lod som om. 

Og det ved jeg, for da jeg igen begyndte at opsøge miljøet, så fandt jeg det, jeg altid havde stræbt efter.

Jeg mødte Ham. 

Jeg skulle forinden gennem 2 lettere grinagtige møder med såkaldte Herrer, der hængte deres roller op på oppustede knager med fraser som: Du skal bevise, du er intelligent nok til min pisk og dominans. Eller: Når jeg taber denne serviet på gulvet, så samler du den op uden at stille spørgsmål. 

Jeg forlod begge møder med et slet skjult fnis - og med en klar erkendelse af, at ingen Herrer fortjener min respekt (udover den almen menneskelige) uden at have vist, at de også respekterer mig. 

Men også med den klare erkendelse af, at har en mand behov for at puste en adfærd op på klicheer, så er den ikke ægte. 

OG har en såkaldt Herre behov for at manifestere sin Sadisme og Dominans ved poppede platte udsagn, så er det BS. 

Og jeg er ægte i min BDSM. Autentisk. Jeg behøver ikke bukke for nogen for at være underdanig. 

Og jeg skal ikke bevise min intelligens på anden vis end ved at være mig og blive set. 

Men... på mit 3. møde skete det, jeg ikke havde forudset i min lettere naive jagt på enkel uforpligtende BDSM: Jeg faldt uforbeholdent for en Mand, jeg kun havde skrevet med online. 

Og jeg faldt hårdt. 

Jeg nåede ikke at tage fra med hænderne. 

Det tog mig de første 3 sekunder, jeg så Ham, at forelske mig inderligt. 

Og det overrumplede mig i en grad, så jeg under den første del af vores møde på ingen måde havde samling på mig selv. Jeg var forvirret. Fremstod fraværende. Og kunne kun koncentrere mig om at sidde op og ned og trække vejret. 

Alt i mig følte en inderlig trang til lægge mit hoved ind til Hans bryst og give slip. Komme hjem.

Og det skræmte livet af mig. 

OG det efterlod Ham med et indtryk at, at jeg ikke var interessant. Han overvejede at gå. 

Jeg vil med det samme kaste en spoiler alert på bordet og fortælle, at Han gik ikke. Vi valgte at gå sammen. Og efterfølgende har Han fortalt, at over den efterfølgende portion pasta på en nærliggende restaurant, faldt Han også for mig. 

 

Så den korte version er, at nu er jeg Hans. Og Han er min. 

Og jeg er ejet. 

Og jeg er kun det lille m. 

Kun det lille s. 

Og jeg har mødt en sand Sadist og Dominant, der lever og ånder for BDSM på helt samme måde, som jeg gør: Sundt og ægte. Og implementeret. 

Nu ved jeg, hvad det vil sige at elske på hele spektret. 

/eden.