Jeg har aldrig været så lykkelig, som jeg er nu.
Jeg ser livet i farver, og jeg elsker, som jeg aldrig har elsket før.
Det mest fantastiske er, at det føles skæbnebestemt at være her, for det har vist sig, at Han og jeg for præcis 30 år siden boede i den samme opgang på Vesterbro i præcis det samme tidsrum kun adskilt af 3 etager: Jeg i stuen og han på kvisten. Vi har med stor sandsynlighed ofte krydset hinanden i opgangen.
Og 16 år senere arbejdede Han samme sted som min tidligere partner, og hver morgen mødtes de i et vagtskifte uvidende om, at Han var min sande eneste ene, og at jeg ofte ventede udenfor i bilen.
Men kørte hjem med den forkerte.
Så da vi for snart 9 måneder siden (igen) mødtes, er jeg af den klare overbevisning, at nu kunne vi ikke undgå det, der var forudbestemt til at ske: Vi skulle forelske os og blive eet resten af vores liv.
Han har flere gange læst denne blog og har fortalt, at det er igennem mine ord herinde, at det er gået op for ham, at der ikke er en celle i min krop og en eneste tanke i mit sind, der ikke er programmeret til at være masochist, ejet og submissiv. Jeg er født til dette.
Og at ved at læse mine tanker her gennem årene har han set lige ind i min sjæl. Lært mig at kende på flere niveauer. Givet ham mig.
Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg i alle årene - snart 15 år - ubevidst har skrevet breve til Ham via mine indlæg herinde. At det var min prolog til vores liv sammen.
Og derfor er denne blog min gave til Ham.
Min kærlighed til ham er ulig alt andet, jeg har oplevet og føles guddommelig.
Mit begær efter ham er nådesløst og rent.
Og min underdanighed i forhold til hans ejerskab af mig er ubetinget.
Når vi ikke er sammen, så er jeg både omsluttet af hans kærlighed og beskyttelse og samtidig ukomplet. Og selvom jeg har et rigt liv, så er tiden, mellem vi er sammen, ventetid og en form for dvale.
Så kære Skat. Min Elskede. Min Kæreste. Min eneste ene. Min Herre og Dom.
Mit livs kærlighed.
Mine ord er gaven, jeg påbegyndte 15 år før, vi 2 blev til Os. Og den er din. Ligesom jeg er.
Jeg elsker dig. Tak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar