Udeblivelsen af et skænderi?

Jeg kan ikke huske, hvornår vi begyndte at skændes.
Egentlig har vi nok skændtes løbende i alle de 6 år, vi har været sammen, og jeg har altid set det som et udtryk for, at vores forhold var? kraftfuldt og lidenskabligt.

Uden dale ingen bakker og ingen ekstase uden antiklimaks.

Men jeg er grufuldt klar over, hvornår vi er holdt op med at skændes - og vel og mærke ikke fordi, tingene bare kører.

Vi er nemlig i denne tid stoppet med at skændes.

Det skyldes nok mest mig.
Jeg vælger bevidst ikke at gå ind i noget. Jeg prøver ikke at tale om noget metafysisk men holder mig til det daglige og jordnære. Praktiske.

Mellem os er der nu et stort tomt rum, der før var fyldt op med skiftesvis lykke og vrede, og jeg havde aldrig troet, jeg ville savne en god gammeldags konflikt...

Men jeg ser ingen nytte i at tale om os og vores problemer, for den sti er trådt flad, og når jeg vover det, så føles det som en øm syreflad muskel, der bare skal have ro.
Jeg orker faktisk ikke.

Når jeg ligger i vores seng om aftenen, så ligger jeg og forestiller mig, at Han vender sig mod mig og holder mig hårdt ind til mig.
Jeg længes efter, at han fortæller, at han ikke kan leve uden mig.

Men det er jo nok fordi, at det kan han godt...

Jeg er træt, og jeg undgår de mere tunge emner, for jeg er træt af at bruge al min energi på det, så der intet er tilbage til mine børn.

At vi så lever i et følelsesmæssigt vakuum, det er en ejendommelig livsstil, men jeg kan mærke, at jeg koncentrerer mine ressourcer omkring det, der bare skal fungere..

Ligesom når man fryser, så regulerer kroppen varmen omkring de vitale organer.

eden