Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på og længes efter Universet.
Der er et stort hul i min mave, der bare gror indad..
Han og jeg er som altid, men S/m er ikke en del af vores liv i øjeblikket, og ingen af os tager initiativet til noget mere..mere..
Jo - der har været masser af grunde til stilstand: Nyt job, sygdom i familien, stress, problematikker omkring børnene etc.
Men hvor jeg før hele tiden fik energi af os, det og Universet, så er der nu bare dag på dag..
Men jeg savner det så inderligt, og på trods af, at jeg elsker ham inderligt, så er jeg begyndt at fantasere om...noget andet? En anden?
Selve den tanke er ved at skræmme livet af mig.
Har alle kampene været forgæves?
eden
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Kære dig.
Jeg tror på, at alting starter med behov og forventninger, som ikke opfyldes.
Og når jeg forestiller mig at have det, som du beskriver her (kender jo godt den følelse), er min reaktion:
Sig det til ham.
Fortæl ham, at du elsker ham inderligt, som du skriver.
Fortæl ham, at du savner ham og hans opmærksomhed.
Sæt ord på dine behov og forventninger. Ikke som noget, han er ansvarlig for, men som noget du inderligt føler. Og som du selv tager ansvar for ved at sætte ord på - ligesom du viser ham tillid ved at sige dem til netop ham.
Jeg kan godt se, at dette indlæg er nogle måneder gammelt - og håber, at I allerede har taget denne snak.
Håber, du har taget hånd om dine følelser og behov.
Kærligst,
- og mange tanker -
fra Hans Kvinde
Send en kommentar