Undskyld

Hvis der stadig skulle være nogen læsere af denne blog tilbage, så skal jeg dybt beklage den retning, indholdet har taget.

Jeg erkender, jeg klynker, taler parforhold, har krise, og det bliver tilsyneladende bare ved og ved. Og hvornår er nok nok??

Men det er en side af min identitet som fuldblods S/m-Kvinde, og måske en dag, der igen kommer indlæg om noget seksuelt?

eden

Udeblivelsen af et skænderi?

Jeg kan ikke huske, hvornår vi begyndte at skændes.
Egentlig har vi nok skændtes løbende i alle de 6 år, vi har været sammen, og jeg har altid set det som et udtryk for, at vores forhold var? kraftfuldt og lidenskabligt.

Uden dale ingen bakker og ingen ekstase uden antiklimaks.

Men jeg er grufuldt klar over, hvornår vi er holdt op med at skændes - og vel og mærke ikke fordi, tingene bare kører.

Vi er nemlig i denne tid stoppet med at skændes.

Det skyldes nok mest mig.
Jeg vælger bevidst ikke at gå ind i noget. Jeg prøver ikke at tale om noget metafysisk men holder mig til det daglige og jordnære. Praktiske.

Mellem os er der nu et stort tomt rum, der før var fyldt op med skiftesvis lykke og vrede, og jeg havde aldrig troet, jeg ville savne en god gammeldags konflikt...

Men jeg ser ingen nytte i at tale om os og vores problemer, for den sti er trådt flad, og når jeg vover det, så føles det som en øm syreflad muskel, der bare skal have ro.
Jeg orker faktisk ikke.

Når jeg ligger i vores seng om aftenen, så ligger jeg og forestiller mig, at Han vender sig mod mig og holder mig hårdt ind til mig.
Jeg længes efter, at han fortæller, at han ikke kan leve uden mig.

Men det er jo nok fordi, at det kan han godt...

Jeg er træt, og jeg undgår de mere tunge emner, for jeg er træt af at bruge al min energi på det, så der intet er tilbage til mine børn.

At vi så lever i et følelsesmæssigt vakuum, det er en ejendommelig livsstil, men jeg kan mærke, at jeg koncentrerer mine ressourcer omkring det, der bare skal fungere..

Ligesom når man fryser, så regulerer kroppen varmen omkring de vitale organer.

eden

Har det ingen ende?

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på og længes efter Universet.
Der er et stort hul i min mave, der bare gror indad..

Han og jeg er som altid, men S/m er ikke en del af vores liv i øjeblikket, og ingen af os tager initiativet til noget mere..mere..

Jo - der har været masser af grunde til stilstand: Nyt job, sygdom i familien, stress, problematikker omkring børnene etc.
Men hvor jeg før hele tiden fik energi af os, det og Universet, så er der nu bare dag på dag..

Men jeg savner det så inderligt, og på trods af, at jeg elsker ham inderligt, så er jeg begyndt at fantasere om...noget andet? En anden?

Selve den tanke er ved at skræmme livet af mig.
Har alle kampene været forgæves?

eden