At være mærket og at kunne rummes

Om 9 dage er det 2 og et halvt år siden, at jeg mødte Ham.

Og lad mig give ham et bogstav herinde.

Om 9 dage er det 2 og et halvt år siden, at jeg mødte L.

Og siden jeg forelskede mig i Ham i det øjeblik, jeg så Ham for første gang, så er denne kærlighed kun blevet større og større. Jeg må i en alder af nu 51 år blankt erkende, at jeg aldrig har elsket nogen så højt, som jeg elsker Ham. Jeg har aldrig oplevet en forelskelse og en kærlighed som denne. 

Dyb. Bred. Uendelig.

Jeg er intet uden ham. Jeg er alt med Ham.

Når jeg ikke er sammen med ham, så venter jeg. Og mens jeg venter, så passer jeg mit arbejde, mit hjem, mine børn, mine interesser. Jeg er voksen og ansvarlig og til stede. Og jeg er på autopilot. Fuldstændig splittet op i en virkelighed ud mod verden - og en sjæl og tanker, der kun kredser om Ham.

For jeg venter. Jeg afventer. Jeg er i en form for dvale, hvorfra jeg igen vågner, når Han er i nærheden af mig. Hans tilstedeværelse er den faktor, der gør  mig levende på alle de niveauer, en kvinde kan være levende på. Som en zombie, der vækkes ved lyden af det levende.

Og jeg er afhængig.

Jeg er afhængig af Hans stemme, Hans berøring og Hans ejerskab af mig. Og at Han er tilfreds med mig, for jeg er fuldstændig groet ind i ham. Sammen med Ham. Hans glæde er min glæde. Jeg lever for at gøre Ham lykkelig og elsket og tilfreds.

Opstår der en dårlig stemning, har jeg været ulydig eller på anden vis gjort Ham utilfreds, så er det som, at solen går bag en sky, og alt i verden bliver sort og svært. Og først med Hans smil og tilkendegivelse af tilfredshed med eller tilgivelse af mig, er alt igen godt i verden. Hans `vrede` er som at kaste mig ud over en dyb kløft og lade mig alene. Hans vilje og kærlighed og kontrol er min fæstning. Et skjold. Mit grundlag. Og når  Han igen tager mig ind til sig, så bliver alt godt igen. Lyst. Varmt.

Det værste Han kan sige til mig er: `Det styrer du bare selv`. 

Jeg styrer intet selv. Jeg vil ikke styre noget selv. Det er min gave til Ham. Og til mig selv.

Så ja -  jeg elsker Ham fuldstændig uhæmmet og uendeligt. Og ubetinget. hvilket jeg fortæller ham hele tiden. Og det mest fantastiske er, at det må jeg godt: Jeg er aldrig for meget i min kærlighed. Jeg får lov til at elske Ham ligeså vildt, som jeg vil og vise min kærlighed, hengivenhed og underdanighed uden begrænsninger. Han drukner ikke. Han modtager det hele.

Og Han elsker mig retur. Han er Min.

Det mest fantastiske et menneske, en kvinde kan opleve, det er vel, at man kan være sig selv. For hele mit liv og især i de seneste år op til, at jeg mødte L, der var jeg altid for meget. Ville for meget. For ofte.

Forkert.

Nu er jeg helt, som jeg skal være. Alt er, som det skal være. Jeg blomstrer.

Jeg kan folde hele min fuldstændig integrerede medfødte submissivitet ud uden grænser og være den, jeg er skabt til at være. Og jeg er skabt til at være Hans.

Så jeg bærer nu Hans navn permanent på min krop. Præget ind i min hud.

Tak!