De seneste dage er det gået op for mig, i hvor høj grad jeg de sidste mange år blot har overlevet frem for at leve.
Jeg har i alt for mange år troet, at der ikke var mere at hente for mig. At mit liv med min tidligere partner var det, jeg havde at se frem til for altid.
Der var ikke mere for mig.
Nu er jeg sluppet fri. Jeg elskede ham så højt, og jeg var så ulykkelig. Det var vi begge to.
Jeg er nu fri fra det, jeg troede, jeg altid ville være bundet af. En kærlighed, jeg troede var min skæbne. Og jeg er sluppet ud af en ulige kamp, hvor jeg helt forfejlet tog et ansvar for at løse et andet menneskes komplekse knudrede seksualitet. Og psyke.
Det var et liv, hvor jeg oplevede, at min egen rene seksualitet dag for dag blev pillet ned og fra hinanden: Når et menneske ikke kan finde ud af sig selv, så er det en nem løsning at lægge ansvaret over på det menneske, hvor man ikke føler, man slår til. At henvise til at det er det andet menneskes krav, der gør, at man selv ikke lykkes. Så jeg fik prædikater af krævende. For meget. For tit.
Forkert...
Men det handlede om noget helt andet og slet ikke om mig. Jeg må blot tage ansvaret for, at jeg i mange år bildte mig selv ind, at min partner var noget, han aldrig var. Og han må tage ansvaret for, at han ikke ved, hvad han er...og derfor forsøgte at lukke mig ned. Hvilket var tæt på at lykkes.
Nu er det forbi, og jeg må stadig forbløffes over, hvor nemt det er. Han er væk fra min bevidsthed og mit hjerte. Vores relation er nu degraderet til samarbejde om børn. Resten er nu blot en del af en refleksions-proces.
Jeg kan bedst sammenligne det med, at jeg i 20 år skubbede en gammel slidt bil foran mig og engang imellem fik lidt hjælp. Nu har jeg efterladt den i grøftekanten og har sat mig på passagersædet af min drømmebil sammen med Ham, hvor jeg ikke længere skal bekymre mig, hvis noget skal fixes, for vi vil altid være 2 om det..
Der er på flere planer tale om et decideret wake up call. I sidste øjeblik.
Da Han, min Herre, Ejer, Master og Dom første gang piskede mig, så var min første reaktion hverken smerte eller en følelse af lyst: Min første følelse og tanke var en en helt glaskar række af ord i min hjerne:
DETTE ER DEN VIRKLIGE SANDE SADISME. Dette er en sand Sadist. Dette er den ægte vare. Jeg er kommet hjem.
De findes. Det findes.
Han findes. Og Han er lige her.
Og i løbet af ganske få minutter og en session med pisk senere var 20 års pseudo-bdsm fuldstændig visket væk fra min bevidsthed. Blårene var taget fra mine øjne, og jeg var videre.
Og jeg vil ALDRIG mere tilbage til den gamle mig.
Han elsker mig. Han ønsker mig. Han har søgt efter mig hele sit liv. Han tørster efter mig.
Jeg oplever nu at blive begæret, at blive berørt (uden at måtte tigge først), at en Mand rent faktisk ikke alene er dybt forelsket i mig og synes, jeg er den dejligste - men at Han rent faktisk også ønsker at leve BDSM med mig uden begrænsning . og at det ikke forsvinder igen.
Jeg tør tro på det nu.
Disse ord skal ikke læses som, at jeg er et offer...eller at jeg helt uden værdighed higer efter alle former for bekræftelse og berøring - jeg må blot konstatere, at min seksualitet ikke længere er et udmattende eksperiment, hvor jeg suger al intimitet ud af tørre stykker erotik, som jeg selv må bringe til bordet. Og hvor jeg ikke længere skal undskylde for min seksualitet, hvor jeg ikke længere konstant skal føle mig forkert og for meget, og hvor jeg er hjemme.
Nu oplever jeg en Mand, der ER en mand, og hvor vi er 2 ligeværdige parter i en relation, hvor begge er afklarede med hver sin rolle i et BDSM, der er foldet helt derud, hvor jeg aldrig havde troet, jeg skulle få lov at leve.
Jeg skal ikke hjælpe Ham med en håbløs eksistentiel proces: Han er allerede afklaret med sig selv, inden Han mødte mig. Han er på plads, ligesom jeg er.
Jeg er lykkelig, og jeg må stadig knibe mig i armen. For der var mere derude til mig...
For et par aftener siden sad Han og jeg i min sofa og så en film sammen - og Hans ene arm var omkring mig, berørte min skulder, mens den anden hånd holdt om mine ben, der lå hen over Hans ben. Med mellemrum kyssede jeg hans skulder, og med mellemrum masserede han mine fødder og aede mine lår. En stille og rolig aften med 2 mennesker i en sofa.
Dette er sikkert et helt almindeligt scenarie for mange par.
For mig var og er det stadig en oplevelse, der får mig til at græde. Som jeg gjorde stille og hemmeligt den aften, som vi sad sammen.
Og det er blot en af flere situationer, hvor jeg stadig blæses tilbage i benovelse over, at jeg ikke længere skal nøjes med intet. At jeg nu har ubegrænset tilgang til det, jeg altid har drømt om. At jeg ikke er alene i en tosomhed.
Andre eksempler?
Som når han trækker mig ind i sengen og allerede på forhånd har gjort klart til, at jeg skal tages bagfra - og jeg mister pusten bare ved, at Han trækker mine trusser ned, hiver min røv op i den rette højde og trænger ind i mig.
Og Hans lyde. Han nyder mig. Begærer mig. Han synes, jeg er smuk og lækker.
En selvfølge for andre? Måske? For mig er det en åbenbaring, at en mand ikke skal overtales til mig, og at der ikke er en kvote på sex.
Eller som når Han helt uopfordret komplimenterer mine trusser, som Han kan mærke gennem mit tøj, fordi Han rører ved mig. Uopfordret. Han synes, de er sexede. Midt i kaffen.
Før var jeg usynlig.
Eller når Han i bilen sukker dybt, når Han kører hånden ind på mit inderlår uden på min nylonstrømpe.
Før handlede det mest om ikke at lægge op til noget, der kunne forpligte senere. Sætte gang i mig.
Eller når jeg om natten lægger mig ind til Ham, og Han ikke afviser mig.
Jeg måtte ikke røre ham om natten.
ELLER når jeg har Hans pik i munden for anden gang på 12 timer, og jeg belønnes med Hans sæd i min hals. Når Han er så stor, at jeg ikke kan trække vejret, og det er min tunge, der gør Ham stor..
Før var oralsex no go.
...eller når jeg kører i min bil med røde orgasme-kinder og alle de ømme huller, en kvinde kan have.
For det skete aldrig før.
...eller når Han siger, min fisse er fantastisk
Jeg troede, den var frastødende.
Men den er ikke frastødende. Den er ligesom, den skal være. Og værd at elske og begære. Lige som jeg er. For fakta er, at jeg her 7 måneder før min 50 års fødselsdag, aldrig har følt mig smukkere. Og reelt aldrig har set mere smuk ud. Følt mig mere kvindelig. Sexet. Forløst.
Så jeg er taknemmelig. For Ham. For os. Og jeg er lykkelig.
Og som Rose i Titanic vrister Jacks frosne døde hånd væk fra hendes, så hun kan blive reddet - således vrister jeg hans døde frosne hånd væk fra mit liv og er reddet.
Plat formuleret? Maybe. Men sådan er det. Føles det.
Jeg ønsker, at han finder sin vej og sig selv. Jeg ønsker ham alt det bedste, for han er ikke et dårligt menneske. Han er blot faret vild, og der var en lang overgang, hvor jeg troede, det var min skyld.
Men dette var ordene i dette indlæg, der markerer skellet mellem der, hvor jeg var, og der hvor jeg er nu - og er på vej hen. Han fra det, der var, vil ikke længere være en del af denne blog.
Jeg har fundet HAM. Og jeg elsker Ham så uendeligt højt på alle de planer, en Mand kan elskes, og som jeg aldrig har elsket før.
Men vigtigst af alt har jeg fundet mig selv.
