Prototyper

I min færden rundt i Universet - det være sig i cyberspace eller i den kødelige verden - støder jeg ofte på det udtryk, som af mange bliver kaldt den typiske m-kvinde, Sadist, en særlig måde man skal udtrykke sig på, se ud på, og der er også ofte en dresscode for de forskellige roller.

I klubmiljøet vrimler det med Sadister i læderbukser, veste, cowboyboots og kæder.
..nå ja..det går mange mandlige masochister/submissive vel også i.

Kvinderne er ofte klædt i sorte nylonstrømper, har høje hæle på, korset og korte nederdele. Røde munde. Halsbånd.

Det respekterer jeg.

Der er selvfølgelig undtagelser, men ofte markeres der et tilhørsforhold via tøjet. Tilbehøret.
For mange er en del af det at være til mere, også at være klædt på en vis måde.

..og for enkelte jeg har mødt, har det hele siddet i tøjet..

Jeg har en anden vinkel.

Vi har også korsetter, læderveste, stiletter, men for mig er det kun pynt.
Det kan i enkelte situationer være et krydderi, og i nogle klubber et must for overhovedet at blive lukket ind.

Det samler støv

For mig ligger overraskelsen, underkastelsen, respekten i noget helt andet.
I den mentale del, hvor intet er, hvad man tror, det er...

Jeg synes da bestemt at Han,og andre Hanner..:), er flotte, når de er klædt ud - ja beklager udtrykket - i læder og sort.
Men for mig er det overflødigt. Noget gejl.

At se Ham i sweater og vintertøj og vide, hvad ingen ved, hvad den familiefar med varme øjne, han er i stand til at gøre ved mig.
Hvad han forventer. Og er til.
At de hænder, der hugger brænde og binder børnesko, de kan binde andre ting..

Og det gør noget ved mig, at jeg signalerer noget helt andet. At der under blomstrede nederdele og vinteruldsokker gemmer sig en kvinde, der vil mere...

Dermed ikke sagt, at jeg ikke gør noget ud af mig selv. Og ikke nyder at gøre mig smuk for Ham.

Jeg får bare ikke noget kick af at iføre mig noget bestemt.

Jeg tænder på ikke at iføre mig noget bestemt.

eden