Som kvinde i dagens Danmark, så ligger der implicit en forventning om, at jeg skal have lyst til at sørge for at investere en relativt stor procentvis af min tid og mit engagement i andet end mit parforhold. At en stor del af min identitet er lejret i interesser og mennesker, der ligger andre steder end i hjemmet og mellem min Mand og jeg.
Jeg skal på en eller anden måde sikre en del af mig selv. Realisere dele af mig. Udvikle mig andre steder end i relationen mellem Ham og mig.
Der er en forventning om, at for at være en moderne kvinde, så skal jeg parallelt med mit parforhold også pleje forholdet til mig selv og til andre aktører.
Og hvis disse ting ikke finder sted, så er der automatisk en tese om, at så er jeg ikke engageret nok i mig selv. Ikke selvstændig nok. Ikke uafhængig nok. Ikke moderne nok? Og er det rent faktisk lidt farligt?
Men netop dette med uafhængighed er for mig central i denne sammenhæng, for hvorfor er idealet lejret her? Hvorfor er idealet, at jeg til hver en tid skal kunne stå alene?
Hvorfor er idealet ikke, at jeg har taget et aktivt valg om ikke at ville stå alene? For jeg ønsker ikke at stå alene. Jeg ønsker, at Han og jeg er mit alt, og jeg har brug for at holde mit blik klart og min vej ren. Og jeg ser ikke dette valg som et modsætningsforhold i det at blive et helt menneske.
I mange år lå jeg under for normen om at skulle alt. Og dette alt blev også en erstatning for noget, der ikke var andre steder. Jeg havde så travlt, og jeg blev så udmattet.
Så da jeg begyndte denne min rejse ind i 24/7, så var det også en vej, hvor jeg måtte revidere min opfattelse af, hvad der definerer mig som kvinde og menneske. Og når normen i det moderne samfund er, at du ikke må være alt for afhængig af en mand, så skal der også gøre op med en norm om, at hvad der er sundt.
Jeg har taget en aktiv beslutning om, at min vej er min Mand. At det er mit sunde valg. Og at dette valg gør mig hel.
Jeg er ikke mindre kvinde. Mindre menneske. Mindre mig fordi jeg investerer alt i min relation til min mand. Dette udelukker ikke min karriere. Det gør ikke, at jeg ikke udvikler mig. Jeg udvikler mig bare i min relation til Ham.
Ikke parallelt.
Jeg har brug for at lukke mig om mig og Ham. Han er mit Alt. Han er min første prioritet. Og ved at han er min første prioritet, så prioriterer jeg også mig selv.
Og det gør, at jeg bliver det hele menneske, jeg altid har søgt efter at være.
Vi er et.
